Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvad Marvel Studios har formået at lave med ”Avengers: Endgame” er intet mindre end fænomenalt. Det er en bemærkelsesværdig bedrift indenfor filmskabelse og filmhistorie. I løbet af adskillige film, som startede med 2008’s ”Iron Man” og sidenhen med Joss Whedons ”The Avengers”, blev hver film en indgang til Marvels filmiske univers, som blev udvidet med tiltalende superhelte, som alle agerer med hinanden, men Marvel har også metodisk og med tålmodighed bygget op til den film, som vi nu ser i ”Endgame”. Hver film har opbygget fareniveauet for heltene og har dermed også formået at få publikum i sæderne og har overrasket hver gang. Instruktørerne Anthony og Joe Russo, med et manuskript fra Christopher Markus og Stephen McFeely, har helt mirakuløst gjort det umulige og mødt de tårnhøje forventninger. Realistisk set burde en film i denne størrelsesorden med så mange skuespillere ikke eksistere, og den burde da slet ikke være så underholdende, som den rent faktisk er.
Det er virkelig fascinerende at se, hvordan Marvels filmiske univers er blevet til et gigantisk popkulturelt fænomen, som har ramt det følelsesmæssige i deres historier, samtidig med at de storslåede blockbuster-egenskaber ikke er blevet udvandet. Disse film har gjort biografoplevelsen til en regulær begivenhed, som man kan snakke med kollegaerne om dagen efter. Hvad der er endnu mere fascinerende er det faktum, at disse fantasy-episke superheltefilm er en slags tilbagevenden til de klassiske filmserier fra starten af Hollywoods karriere, hvor publikummet skulle ind i biografen hver weekend for at se, hvordan forrige uges cliffhanger sluttede. Marvels film bliver mødt med samme slags opstemte seere, nogle klædt i kostumer som deres yndlingssuperhelt, mens de afventer den næste film med en post-credits-scene. Og de klapper, de leer, de hyler, råber, måske endda græder en lille tåre. Man kan ikke lade være med at blive en del af det her univers, især når en hvis person i ”Avengers: Endgame” får fat i en hvis magisk genstand og når denne samme person endelig, langt om længe, udbryder: ”Avengers, assemble”.
I centrum af hele den monumentale bestræbelse finder vi Tony Stark (Robert Downey, Jr.), en B-liste tegneseriehelt, som gennem de sidste ti år har vokset sig til én af de mest kendte karakterer i hele Marvel-universet, samtidig med at Iron Man er blevet Marvels ansigt udadtil. Både ”Infinity War” og ”Endgame” har været Starks rejse – en pompøs, egocentrisk industrialist, som tilfældigvis også er et geni, og han navigerer og forhandler sig gennem konsekvenserne af sin egen arrogance, grådighed og dårlige beslutninger. Gennem adskillige film er han blevet forfulgt af sin fortid og er blevet udfordret af de ting, som slører hans dømmekraft. Og hans Iron Man-alter ego er i bund og grund en metafor for at maskere hans skrøbelige psyke og hans modvillighed til at foretage hårde beslutninger, ligesom Captain America (Chris Evans) påpegede i ”The Avengers”. Det er dette, som i sidste ende gør den klimatiske konklusion så hjerteskærende, fordi vi har været sammen med ham på hans rejse for at blive til en bedre person lige fra begyndelsen, og man må sige, at han har fortjent et godt hvil.
Andre karakterer i ”Endgame” nyder også afslutninger på deres historier og en slags forløsninger i deres fælles rejser, især Evans’ Captain America, Thor (Chris Hemsworth) og Hulk (Mark Ruffalo), hvilket gør filmens titel langt mere gribende og forståelig. Filmens præmis (som ikke skal afsløres her, hvis du er én af de få mennesker i hele verden, som ikke har set ”Endgame”) er både morsom og overraskende bevægende. Hele filmen følger op på alle de løfter, vi som publikum er blevet givet i et helt årti, og det er mere tilfredsstillende end en logisk film. Russo-brødrene bader hele skærmen med smukke visuelle billeder i et tæt samarbejde med kameramanden Trent Opaloch, og med succes forvandler de en tre timer lang helaftensfilm til et følelsesmæssigt, drænende spektakel, som i den grad føles som en tilfredsstillende konklusion på et episk fantasy-eventyr og en række af karakterer, som publikummet har beundret, vokset op med og set udvikle sig gennem det sidste årti.
Blu-Ray: Det sidste kapitel i Marvel-universets Infinity Saga er en pragtpræstation i så godt som alle scener. Lige fra åbningsscenen viser denne blu-ray-udgivelse klare, tydelige vinkler og det er helt nemt at se hvert eneste kabel, knap, plet og fejl i baggrunden. Hvert eneste græsstrå og trætop er tydelig, mens syningerne i heltenes kostumer er knivskarpe. Deres ansigtsudtryk afslører hver eneste pore og rynke. Selv computereffekterne opretholder en utrolig klarhed, uanset om vi ser på menneskelignende objekter, som Hulk og Thanos, eller om vi ser på det klimatiske slag hen mod slutningen af filmen. Denne film skal helt klart ses på Blu-Ray eller 4k.
Ekstramateriale: Kommentarspor af manuskriptforfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely og instruktørerne, Russo-brødrene, som giver os en informativ og oplysende samtale omkring produktionen og hele Marvel-universet. ”A Man out of Time” (12 min.): et blik på Captain America og Chris Evans. ”Remembering Stan Lee” (7 min.): en hyldest til tegneserieikonet. ”Black Widow” (7 min.): et blik på Black Widow og Scarlett Johansson. ”Setting the Tone” (5 min.): et blik på Robert Downey, Jr. ”The Russo Brothers” (5 min.): et blik på instruktørbrødrene. ”The Women of the MCU” (5 min.): et blik på de kvindelige karakterer i Infinity-sagaen. ”Bro Thor” (4 min.): et blik på Thors historie i Marvel-universet. ”Fraklippede scener” (5 min.). ”Gag reel” (2 min.)
Det er uden tvivl kommentarsporet, som er mest interessant, selvom man skulle tro, at der ville være tonsvis af ekstramateriale til denne epokesættende film. Desværre er det det sædvanlige slags materiale, som man kan se på alle andre udgivelser, og der bliver ikke sagt noget, som vi nok ikke vidste i forvejen. 3 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
