Skriv en kommentar
I 2002 stod en 78-årig ballerina på scenen i Østre Gasværks opsætning af Dødens Triumf. Hendes navn var Elsa Marianne von Rosen, et af det 20. århundredes største nordiske balletikoner.
Kunsten og kærligheden
Ballerina er en poetisk dokumentar om den nu 89-årige ballerinas liv. Filmens centrale problematik er klassisk i kunstnerkredse: Elsa Marianne von Rosen er dybt forelsket i på den ene side sin dans og på den anden side i mennesket – og dansepartneren - Allan Fredericia. Kunsten over for kærligheden. Men hun er tvunget til at vælge mellem sine to passioner, livet rummer ikke plads til dem begge. Von Rosen vælger dansen.
I løbet af filmens 50 minutter får vi fortalt Rosens livshistorie gennem arkivbilleder, citater fra hovedpersonen selv og dagsbogslignende iscenesættelser indlevende oplæst af den svenske skuespillerinde Stina Ekblad. Og i glimt ser vi den aldrende diva sidde i en solbeskinnet lejlighed. Med en stadig veltrænet dansefigur og et sentimentalt blik.
Udtryksfulde dansescener
Filmens styrke er dog især de nyfortolkede dansescener med tre moderne dansere, der lader dansens kropssprog og ansigtsmimik udtrykke begivenheder og stemninger fra von Rosens liv. Det hele holdt i enkle sort-hvide, men yderst sensuelle og kraftfulde opstillinger. Hvis man, som jeg, ikke har den store indsigt i ballettens verden, oplever man her, hvor udtryksfuld dansen kan være – uden at et eneste ord bliver ytret.
Ballerina er derfor en æstetisk og visuelt overlegen hyldest til en kunstform, der ikke er særligt eksponeret på nutidens mediekulturelle scene. Imidlertid forekommer Elsa Marianne von Rosens livshistorie så banal, at den ikke står mål med filmens billedside. Jovist, valget mellem kunsten og kærligheden er svær, og jovist er det imponerende, at hun fortsætter sin glorværdige karriere i balletskoene i en menneskealder. Men for personer, der ikke allerede har en forkærlighed for ballet i almindelighed og hovedpersonen i særdeleshed, bliver historien aldrig rigtig vedkommende. Her fungerede Wim Wenders’ Pina (2011) bedre, fordi han lod de medvirkende dansere fortælle om deres fascination af og frygt for danseikonet Pina Bausch.
Æstetisk er Ballerina nytænkende og fascinerende - men som fortælling en anelse banal.
