Skriv en kommentar
Barney Panofsky lever i sin egen verden. Barney er en person, som bliver forelsket til hans eget bryllup. Dog ikke i hans kommende hustru, men vel at mærke i brudens gamle studieveninde. Barney er typen, som finder ud af hans forlovedes fulde navn og oprindelse så sent som ved alteret. Barney er i det hele taget en svær mand at finde ud af og at leve med, men han er en mester i, at kunne få et forhold til at køre uden at røre en finger. Altså køre på den måde at ingen af dem nødvendigvis, behøver at være særlige lykkelige i ægteskabet.
Barney (Paul Giamatti ) er en gammel tv-producer i hans eget selskab Totally Unnecessary Productions, som på tredivte år filmer den samme tv-serie, der om noget minder om Horton Sagaen eller Glamour. Her i hans bedste år som 65-årig begynder Barney at se tilbage på hans noget ustruktureret liv. Og det er igennem disse minder, vi lærer Barney at kende fra hans gode, men mest alt, mindre gode sider. Disse sider lærer vi igennem en perlerække af flashbacks via hans koner, børn og bedste venner.
Barney er fra første fløjt dybt forelsket. Det er desværre bare i bunden af whiskyflasken og den pulserende røg fra cigaren. Sammen med hans venner i Rom, heriblandt Boogie (Scott Speedman), dyrker de 70’erlivets ubekymrede tilværelse og da Barney gør han pige gravid, gifter han sig med hende. Ikke at han er forelsket, men det er vel, det man gør i sådan en situation. Men det er først ved hans andet ægteskab, at Berney for alvor bliver ramt af Amors pile. Men Amor har desværre ikke ramt bruden, men derimod brudens studieveninde Miriam (Rosamund Pike) og det bliver starten på et kompliceret andet ægteskab med den anden Mrs. Panofsky (Minnie Driver), som er dømt til at gå galt. Der går ikke en dag forbi uden at Barney tænker på Miriam, men i stedet for at lade sig skille, spiller han et dobbeltliv og opretholder familiefacaden med hans kone. En desværre meget gennemskuelig facade.
Barney’s Version hedder filmen på engelsk og det illustrerer tydeligt filmens præmis. Det er igennem Barneys øjne, at vi ser hans version at hans liv indtil nu og når fortiden henter op på nutiden, ser vi Barneys sidste skæbnesvangre år. Filmen handler om den uopnåelige kærlighed, men også om hvor svært det er, at holde fast på den. For Barney lykkedes det at opnå den uopnåelige kærlighed med hans tredje kone og det er den første og eneste gang, han rigtigt bliver forelsket.
Barneys mange liv er lidt ligesom at side i en blød lædersofa i en gammel BMW. En gammel BMW som er sikker på vejen, men som til sidst skrider ud til siden og kører i grøften. Filmen er stilsikker, men kommer mere og mere til at lide under at være en al for klassisk Hollywoodproduktion og et mesterværk i dramaturgisk sikkerhed. Filmen er i virkeligheden en romantisk dramakomedie pakket ind i et mordmysterium, hvor både publikum såvel som Barney forsøger at opklare mysteriet. Da Barney finder hans bedste ven Boogie i seng med hans anden kone kommer mange års følelser til kort og på mystisk vis forsvinder Boogie den aften for evigt. Detective O'Hearne (Mark Addy) bliver sat på sagen og han er ikke i tvivl om, at Barney har slået sin bedste ven ihjel. Men uden et lig, er der ingen sag. Og Barney selv, husket intet.
Filmen vejes op at endnu en fænomenal præstation af Giamati. En præstation som dog til gengæld kommer til at minde bemærkelsesværdigt meget om hans rolle som Miles i Sideways. Men det er måske også det Giamatti spiller bedst; en falleret drukkenbolt og usympatisk humorist. Ligeledes ser Dustin Hoffman nærmest helt ungdommelig ud igen og hans skuespil er som altid i særklasse. Hoffman og Giamatti er skræmmende godt castet som henholdsvis far og søn. Derudover glæder Rosamund Pike charmerende ynde ikke kun kameraets linse, men også publikum i salen.
Filmens styrke er Giamattis spyende og stikkende sarkastiske kommentarer og Hoffmans gammelmands liderlighedshumor. Specielt første halvdel er spækket med herlige one-liners. Men desværre bliver den føromtalte bløde lædersofa langsomt til sten. Men sidder ikke så godt tilbagelænet hen imod slutningen. I begyndelse bliver man forført af det smukke visuelle udtryk, settings, blændende skuespil og man bliver med en silkehandske ført ind i historien. Der er både god humor og varme, drama og mystik. Men pludselig skinner den stramme historiefortællings struktur igennem og man føler talt ned til. I stedet for at antyde, bliver episoder udpenslet og pludselig er silkehandsken blevet til stål og sofaen til en pinebænk. Der er visse ting Hollywood stadig skal lære og det er at slutte en historie i tide og stole på sit publikum forstår den. Det sidstnævnte gør desværre at Barneys Mange Li nok ikke får sat sit fodaftryk i filmhistoriebøgerne, men den kan sagtens anbefales og er bestemt en biografoplevelse værd.
