Skriv en kommentar
Batman mod Superman lyder som et episk koncept. Men giver det overhovedet mening når man tænker over det? De er begge superhelte, der officielt kæmper for retfærdighed, og vi kan diskutere om Batman er hårdere ved skurkene end Superman, men oftest har de begge en tendens til at jonglere med folk på en måde, der absolut ikke kan være ufarlig. Men konceptet er godt, og derfor har Zack Snyder nu valgt at lave en film om det.
Filmen starter ved slutningen af Man of Steel (2013) hvor vi oplever hvordan Bruce Wayne ser slagsmålet mellem Zod og Superman der smadrer igennem Metropolis. Herefter bruger Bruce Wayne en masse kræfter på at søge efter en måde at uskadeliggøre Superman på. Samtidig har Lex Luthor gang i en lignende plan, som han lykkeligt involverer den amerikanske regering i. Noget lykkes, noget lykkes ikke, og til sidst står vi med en pimpet Batman i rustning, der vil slå Superman ihjel, fordi…
Og her er en af filmens mange problemer. Hvorfor er det lige at Batman vil slå Superman ihjel? Ifølge vores meget vrede Bruce Wayne (spillet af Ben Affleck) er det fordi, at der er en minimal chance for, at Superman kan dræbe alle mennesker. Men hvis det er tilfældet, bør Batman så ikke også dræbe enhver siddende Amerikansk og Russisk præsident fordi de kunne starte en atomkrig? Nå, men motivationen er måske ikke super vigtig, og i det mindste er actiondelene af filmen ret fede, inklusiv den famøse kamp mellem vores to titelroller.
Jeg vil gerne fremhæve en stor række af birollerne. Gal Gadot er fantastisk som Wonder Woman, omend hendes tilstedeværelse før hun trækker i rustning lidt virker som spild af tid. Jeremy Irons giver os en sarkastisk og ligevægtig Alfred, der mest af alt virker som Batmans medskyldige i stedet for hans bekymrede far.
Den Batman vi bliver budt er også en ældre, mere voksen udgave, hvilket kun gør det endnu mere forvirrende, når han er så nem at lokke til at kæmpe mod Superman. Batman i denne film er fuldt ud klar over, at han er kriminel. Han mener bare, at han er nødvendig. Dertil kommer den lidt kedelige diskussion om, hvorvidt man slår folk ihjel eller ej. En diskussion der er utroligt svært at tage seriøst, når Batmans udgave af ikke-dødelig involverer maskingeværer, flyvende biler og folk smidt ind i mure.
Soundtracket til filmen er ret fedt, og det hjælper med at holde det høje tempo kørende. På trods af filmens længde, og tendensen til at overfylde med ligegyldigheder, så er den aldrig kedelig. Jeg kunne dog godt ønske mig at fortællingen havde brugt lidt mere tid på at give mening, eller om ikke andet så bare skåret ned i længde, så hullerne ikke var nær så tydelige.
Med den titel filmen har, kan man måske undskylde at skurkene ikke er bedre, men det er lidt ærgerligt at Jesse Eisenbergs udgave af Lex Luthor tilsyneladende er Jokeren frem for den gennemtænkte forretningsmand han plejer at være. Hans motivation er helt uforståelig og i stedet for at lægge nøje planer med et præcist slutmål, lader han bare til at lave rav i det hele, for at se hvad der sker. Monsteret som dukker op hen i mod slutningen, Doomsday, er fint som fysisk trussel, men det mangler personlighed for at give mening.
Filmen er fantastisk at se på, og så længe man ikke stopper for at tænke, er det nemt at lade sig medrive. Men med så meget spilletid, og så kendte figurer, er det svært ikke at tænke lidt. Konklusionen må være at filmens verden indeholder de mest uintelligente versioner af både Batman og Superman jeg kan huske at have set, og at det tydeligvis er et karaktertræk, der smitter alle i filmen.
