Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Om præcis en måned kan du investere i Bel Canto til din hjemmebiograf. Filmen er baseret på Ann Patchetts roman af samme navn. Vi følger en verdensberømt sopran som rejser til Sydamerika, hvor hun skal optræde for en velhavende japansk forretningsmand, som holder en privat fest. Her er flere indflydelsesrige personligheder samlet, men samtidig udgør de et oplagt mål for en guerilla-oprørsgruppe, som kæmper mod diktaturet i landet. Mange nationaliteter og klasseskel holdes nu som gidsler i forretningsmandens hjem. For at holde humøret oppe i en presset situation præget af vold og skyderier opdager gidslerne at kommunikation og musik har en effekt.
Tanken er smuk, men desværre venter der dig ikke noget rørende drama. Det ville først og fremmest kræve at man virkelig følte at gidseltagerne var nogle barske og skruppelløse slyngler, som ville løsne en kugle ved mindste forkerte bevægelse. Måske af samme grund falder vores gidsler også hurtigt til ro, ja nærmest for roligt – og der går nærmest hverdag i ”livet går jo videre”. Jeg tror ikke på det stive skuespil overhovedet, lige som jeg heller ikke giver 5 flade ører for den påståede troværdighed om Julianne Moores (Still Alice, The Hours) operasanger-evner. Bel Canto er tung og til tider søvndyssende. Selv ikke den ellers ofte formidable Ken Watanabe (Batman Begins, The Last Samurai) kan redde stumperne i rollen som den rige erhvervsmand. Faktisk er det nærmest kun et herligt gensyn med gode gamle Christopher Lambert (Highlander, Sicilianeren) som kan muntre den forstokkede fortælleteknik lidt op. Han har i det mindste noget der minder om nærvær.
Nu skal jeg umuligt kunne udtale mig om romanen bag, men filmen gør absolut intet til at jeg skulle få lyst til at læse den. Det er dog ikke svært at forestille sig at man dog nok ville få en langt større glædelig oplevelse ved at æde sig gennem romanen. Der må være gemt en langt større retfærdig opbygning til den skildrede romance mellem sopranen og festens vært. Her er den decideret anstrengende at bevidne, og det ligner noget a la ”når vi nu ikke må gå uden for en dør, så kan man jo lige så godt lede efter lidt samkvem i huset”. Den slår dog ikke filmens absolut mest kiksede scene, hvor en af de modbydelige oprørere i fuld militæruniform prøver at kaste sig ud i en gang opera i stil med vores hovedperson. Han kan dog ikke komme helt op i de høje toner, og bliver flov og lidt til grin. I ren skuffelse løber han ud i palæets have og kravler op i et træ og sidder der og surmuler, mens vagterne diskuterer hvem der kan få ham i godt humør igen… Seriøst???
Bel Canto gør sig ikke engang umage i forhold til at overbevise mig om at den er 2019s største fadæse på dvd/bluray-markedet hidtil. Hvordan en kapacitet som Julianne Moore kan havne i så ringe en film er mig en gåde. Jeg kan ikke give Bel Canto mere end én stjerne, og så har det endda ikke engang været en dårlig dag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
