Misbrug kan nemt blive en meget hård og tung tematik i film. Muligvis fordi den kommer tæt på os som mennesker, og vi kan relatere til vores familiemedlemmers vanskeligheder. Selvom man muligvis ikke har haft misbrug tæt ind på kroppen kender til fleste følelsen af at ville hjælpe deres nærmeste – uanset hvad.
Ben vender tilbage
Det er juleaften og Holly ( Julia Roberts) glæder sig til fejre jul med sin lille familie. Men pludselig dukker hendes fortabte søn, Ben (Lucas Hedges) op. Han er stofmisbruger og burde være på sin afvænningsklinik. Ingen i familien er trygge ved hans hjemkomst, men det er jo jul. Bens fortid kommer dog og forstyrre deres julefred, og det bliver et hektisk døgn for Holly og hendes søn.
Sublimt skuespil
Filmen må siges at tilhøre den altid dejlige, Julia Roberts og stortalentet, Lucas Hedges. Roberts spiller den tilgivende og behagelige mor, men har også meget hårdhed og kant til sin karakter. Dette giver filmen en dejlig autenticitet, da den ikke kun er positiv, men forholder sig realistisk til sin søns misbrug. B.la. i scenen hvor hun tager sin søn med ud på en kirkegård og spørger, hvor han gerne vil begraves. Derfor er intet ved hans fortid glemt. Hedges blev fortjent oscarnomineret for hans præstation i ”Manchester by the Sea”. Han er bestemt et kæmpetalent, og det vises også i hans karakter, Ben, som kæmper for et bedre liv, men også ser realiteterne i øjnene. Det er heller ikke nemt at slippe afsted med sin fortid.
En god og enkelt fortælling
Filmen vil sådan set ikke særlig meget. I løbet af døgnet følger vi familien, og får hurtigt fornemmelsen af, at livet med Ben ikke har været helt nemt. Derfor bliver der ikke gået yderligt i dybden med følelser, forholdet til de andre familiemedlemmer, og hvorfor deres forhold virker så distant. Men vi får i stedet et hektisk døgn med en stofmisbruger, som man aldrig kan regne med og en mor, der er på grænsen til at give op. Heldigvis redder Roberts og Hedges filmens kvalitet højt op med deres præstationer, så man alligevel sidder og bliver rørt.
”Ben Is Back” er et autentisk drama med sublime skuespilspræstationer. Den er varm uden at blive alt for suppesød, og filmen giver også sine karakterer plads til at være sure og skuffede. Historien er muligvis ikke den stærkeste, og går ikke under huden på karaktererne, men den formår stadig at være konkret.