Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Berlin Alexanderplatz

4. december 2020 af Carsten Skov

4 stjerner Skriv en kommentar

Berlin Alexanderplatz billede

Der kan ligge en dyb drift i os alle om at være og leve som anstændige mennesker. Det kan lyde som en overkommelig selvfølge, men mantraet kan rumme uoverstigelige udfordringer. Ikke mindst i turbulente og politisk betændte tider. Den tysk-afghanske instruktør Burhan Qurbani har begået en vovet og langt hen ad vejen vellykket nyfortolkning af ”Berlin Alexanderplatz” og har dermed sat driften ind i en nutidig kontekst.

Den unge Francis fra Bissau er søgt mod Europa, men undervejs går hans skib ned og han er i nattemørket endt i vandet sammen med sin elskede Ida. Hun klamrer sig til Francis, der i øjeblikkets desperation skubber Ida fra sig, så hun drukner. En omstændighed, der forfølger hans tanker og samvittighed igennem filmens godt 3 timer.

Grundlaget for historien er Alfred Döblins roman af samme navn fra 1929. Den blev første gang filmatiseret i 1931, begge dele før nazisternes magtovertagelse i 1933. Siden kom Rainer Werner Fassbinders hele 15 timers TV-serie fra 1980. Og nu kommer altså en fortolkning, der placerer trangen efter anstændigheden i en nutidig sammenhæng – med alt, hvad det indebærer af bande- og narkokriminalitet, mangeartede seksuelle udfoldelser og ikke mindst strukturet brug af rets- og statsløse immigranter til diverse byggeprojekter.

Francis skyller i land, lige akkurat med livet i behold og har fået arbejde på et projekt, der ser ud som en udvidelse af Berlins U-Bahn-net. Der sker en ulykke og Francis får tilkaldt en ambulance, hvorefter han bliver fyret. Den illegale arbejdskraft skal helst ikke opdages. Tilbage på immigrant-centret er Francis et forbeholdent men også nysgerrigt offer for Reinhold, der lokker de godtroende immigranter med let tjente penge … hvis blot de vil indgå i hans net af dealere.

Til at starte med står Francis blot for madlavning til netværket, men Reinhold har krammet på Francis og ved lige, hvordan han skal overtale ham til at påtage sig nye opgaver. For eksempel at tage sig af de kvinder som Reinhold indlader sig med, men som han ikke kan fordrage kommer for tæt på, når han har været sammen med dem. Fra tid til anden dukker billedet op af Ida, der forsvinder i det natmørke og dybe vand under Francis. Der foregår med andre ord en indre kamp mellem anstændigheden og den loyalitet, som Reinhold har lokket Francis ind i på trods af udtalte advarsler fra de omgivelser, der udmærket er klar over, hvad Reinhold repræsenterer og hvad han er i stand til.



Denne strid fører på et tidspunkt til, at Francis forsøger at sige fra midt under et dramatisk bræk, hvorefter Reinhold skubber Francis ud af flugtbilen, så han kommer til skade og mister den ene arm. Loyaliteten er imidlertid så stærk, at Francis fortsat søger Reinholds anerkendelse og tilsyneladende makkerskab. Efter at have mistet sin arm møder Francis den prostituerede Mieze, som i store træk får ham til at lægge mindet om Ida længere tilbage i hukommelsen. De bor sammen og Mieze bliver gravid – men Reinhold spøger stadig …

Francis står skarpt tegnet af Welket Bungué. Han er født i Xitole i Guinea-Bissau, så rollen som Francis har lige ligget til ham. Den godhjertede Mieze får et fint, lidt naivt udtryk af Jella Haase, mens Reinholds lurende farlige djævelskab nærmest bliver underspillet af Albrecht Schuch.

Filmen er holdt i en overvejende mørk tone, både i billede, lyd og generel stemning. Nutidens post-DDR-tristesse i Berlin skinner tydeligt igennem på billedsiden. Filmen bliver fortalt i 5 afsnit og med træk fra Döblins roman flyder handlingen gennem et alt andet end lineært forløb - med komplekse skift mellem realistisk dialog, drøm og en bipersons tale direkte til publikum. Det fungerer glimrende, blot er det lidt svært at få epilogens tilløb til en happy end til at passe med filmen i øvrigt.

Den nye udgave af ”Berlin Alexanderplatz” giver alt i alt masser af stof til refleksion over nutidens forventninger og udfordringer for individet.

Titel: Berlin Alexanderplatz
Original Titel: Berlin Alexanderplatz
Premieredato: 4. december 2020
Instruktør: Burhan Qurbani
Skuespillere: -Welket Bungué, Albrecht Schuch, Jella Haase, Annabelle Mandeng, Joachim Król
Spilletid: 183 min.
Selskab: Sommerhaus Filmproduktion, Lemming Film, ARTE
Genre: Drama






banner
Overskrift Højre Block
ARCHITECTION
THE ROOM NEXT DOOR
Girl You Know It...
Venom: The Last ...
We Live in Time
THE SUBSTANCE
Alien: Romulus
Smile 2
THE APPRENTICE
The Exorcism (Bl...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...