Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Morten Grunwald ...
Torben Jensen Er...
Burt Reynolds Er...
Comedies À La Ca...
Den Perfekte Aft...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Honning Margreth...
Honning Margrethe Og Eventyrhaven billede

Ulvehunden
Sicario 2: Soldado
Creed Ii
Hotel Transylvan...
Skyscraper
Familien Jul - I...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Berlinale - dag 8

13. februar 2009 af Peter Johansen Skriv en kommentar

Berlinale - dag 8 billede

Berlinale når sit absolutte lavpunkt, på en dag fyldt af instruktører, der lider af messiaskomplekset!

Åh for guds skyld! Hvem er det der har bildt de såkaldte ”filmskabere” ind, at det de laver er en god ting? Dagen i dag bød på den ene film efter den anden, hvis eneste formål synes at være, at irritere dem der ser den til tårer af frustration og vrede, på en dag, hvor Berlinalen nåede det absolutte lavpunkt.

Første ”kunstværk” var den spansk/peruvianske ”La Teta Asustada” eller ”The Milk of Sorrow”, hvis titel bygger på, at alle børn der er født efter voldtægterne under terroristangrebet i Peru, bliver født med frygt, og derfor ikke har nogen lykke. Filmen er skrevet og instrueret af Claudia Llosa og nej, hvor er den uinteressant. 94 minutters kedsomhed, hvor det eneste, der hæver et øjenbryn, er det faktum at filmens hovedperson har sat en kartoffel op i underlivet, som beskyttelse mod voldtægt. To scener hvor hun med en neglesaks klipper de nye skud af kartoflen, var de eneste tidspunkter hvor folk reagerede.

Næste film, og dagens bedste, var den Richard Loncraine instruerede ”My One and Only”, der har Renee Zellweger, Kevin Bacon og Logan Lerman i hovedrollerne. Når jeg skriver dagens bedste film, håber jeg det giver læseren en ide om, hvor miserabel denne dag rent filmmæssigt har været, for selvom filmen er underholdende visse steder, undgår den ikke at være både pladdersentimental og lidt nedladende. Filmen, der er en semibiografi om George Hamilton, er en kombination af 50’er periodedrama, romantik, roadmovie, og ”coming-of-age” teenage film og de mange forskellige elementer, vil gøre det svært for filmen at finde et publikum.
Til gengæld var det en dejligt forfriskende pressekonference, hvor instruktøren i høj grad formåede at underholde publikum med anekdoter og en meget dejlig, særdeles britisk humor.

Og så gik det virkelig galt. Den græske ”voyeur” Theodoros Angelopoulos’ uforståelige, forvirrende og overdrevet prætentiøse drama ”The Dust of Time”, kan bedst beskrives som 125 minutter af kedsommelige, lange cuts blottet for stemning, med ualmindelig dårligt skuespil fra et cast der inkluderer ellers meget talentfulde mennesker såsom Willem Dafoe, Bruno Ganz og Irene Jacob. Dafoe spiller en unavngivet filminstruktør, der udover hans familieproblemer, er i gang med en film om sin moders flugt fra et Stalin-styret Rusland, hvor virkeligheden begynder at trænge sig på. Tror jeg.. For filmen giver så absolut ingen mening, og både jeg og David forlod biografen med en følelse af fuldstændig afmagt og vrede over, at folk som Theodoros Angelopoulos får lov til at lave sådanne spild af celluloid. Som jeg skrev i min anmeldelse af ”Rage”, er denne film et bevis for, hvorfor nogle filmmagere burde spærres inde i en celle i et fængsel langt under jorden - og så skal nøglen smides væk!
Langt bedre gik det for koreanske So Yong Kims socialrealistiske drama ”Treeless Mountain”. Filmen handler om to små søstre Jin og Bin, der bliver overladt først til deres tante og derefter deres bedsteforældre, efter deres mor bliver smidt ud af sin lejlighed og går på jagt efter børnenes far. Filmen er egentlig ganske interessant og fortæller en meget realistisk historie om fattigdom, men den anonyme instruktion og kedelige kameraføring taler imod, at filmen finder et større internationalt publikum.
Vi sluttede aftenen af med endnu en omgang kortfilm, der igen var en blandet pose bolsjer, svingende fra mexicansk action, over tysk sexual drama og svensk socialrealisme (dagens ord er socialrealisme, skriv socialrealisme) over i det utroligt prætentiøse, som f.eks. en 9 minutters film bestående af animerede tegninger, der ikke fortæller nogen historie overhovedet.
Ovenpå sådan en dag er det utroligt befriende at komme tilbage til hotellet, smide skoende (selvom fødderne lugter) og drikke en dejlig kold fadøl, der som det første i dag, er præcis hvad den udgiver sig for!



banner
Overskrift Højre Block
Aquaman
Cold War
Spider-Man: Into...
The Rider
Mission: Impossi...
Matrix Revolutio...
Matrix Reloaded ...
The Looming Tower
Woman Walks Ahead
Lego DC Superher...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...