Skriv en kommentar
De fleste lande i Latinamerika har ekstremt været styret af en militær diktator, og det skete i Brasilien fra 1964-1985. Det mærkelige er, at landet i den periode havde brasiliansk film en hurtigt voksende nyskabelse – da systemkritikere som Ruy Guerre og Glauber Rocha (1939-1981) med film som Gud og Djævlen i Solens Land (1964) og den mest kendte Antonio Dræberen (1967), som er film om hvordan folket lever, får deres myter tilbage mens ledere forgår, og begge er gennem en stærk symbolik – og her er filmene så meget anderledes end den meget konkrete Walter Salles, som på en nærværende måde skildrer en familie i 1970 – hvor vi starten med fuglefløjt og bølgeskvulp er med til en beachvolleykamp på sandstranden i Rio de Janeiro. Og hjemme er dørene åbne.
Vi følger den muntre familie Paiva i overklassehjemmet med højt til loftet og store rum med mange familiemedlemmer i køkkenet, hvor der smiles, snakkes mellem måltiderne, og hvor der bruges tid på at få glansbilleder i kameraet som dokumentation til eftertiden – da pludselig store militærvogne kører forbi på vejen – og ind træder regeringsmænd, og beder Rubens Pavia (spillet ærligt og dokumentarisk af Selton Mello f. 1972) følge med – familien får intet at vide om hvorfor, og Rubens forklarer, at han kommer tilbage inden længe. Vi får så trøstende samtaler mellem mor og fem børn, hvad sker der? Og vi tilskuere lever med i familiens nervepirrende usikkerhed og rystelser med helikoptere knasende over strandbredden og ved deres hus.
Brasiliens diktatur lever i 1970 i skyggen af, at Brasilien blev verdensmester i fodbold med en tidligere ung 17-årig gadedreng, som kunne have spillet fodbold på den samme strand, og som nu var på alle verdens læber, hvilket bekom militæret godt.
Familien lever i uvished, og pludselig bliver moderen Eunice Paiva (spillet formidabelt af Fernanda Torres f.1965) sat i fængsel i 14 dage, og så bliver det først alvor for hele familien – vi ser hendes trampen rundt i de kolde kølige gange og hun må kunne mærke sin mands sorte livsvilkår og uvisheden – en psykologisk terror uden våben og vi ser ingen slag – kun kolde blikke, mens vi hører Warren Ellis´ melodisk komponerede klange til passende billeder. Og som en ekstra ordinært smukt skøn har Walter Salles i baggrunden valgt at bruge den portugisiske sangerinde Amalía Rodrigues (1920-1999), som også var et ikon i Brasilien, og hendes fado med den følelse af længsel, der leder os hen på savnet af en far.
Men historien siger, at op mod 20.000 brasilianere blev tortureret under militærdiktaturet.
Så springer vi til 1996 – militærdiktaturet er forsvundet ved et valg i 1985 – og nogle år senere blev en ny demokratisk forfatning vedtaget – så arkiver kunne åbnes, og det er den næstyngste søn i familien, Marcelo Rubens Paiva, der har kontaktet Walter Salles og vist ham hans nedskrevne notater i bogen I´m still here - og i underteksten får vi også at vide, at faderen var blevet dræbt den 22. januar 1971. Og et kort blik er vi med i år 2014, hvordan er det gået nogle af børnene som har forladt Brasilien, og vi kigger stadig på familiebilleder og bliver fotograferet igen. Dokumentation om tiden.
Og det er her troværdigheden mere får sin plads – da vi ser gamle 8 mm smalfilmklip fra familiens sammenhold og flere familiefotograferinger på stranden – og det er her filmen får sin nødvendighed og vigtighed af erindringer i lyset af undertrykkelsen, da der også til sidst står, at ingen i Brasilien under militærdiktaturet er blevet dømt eller straffet – og Salles har senere udtalt, at han nok ville have vanskeligheder ved at lave den film under den brasilianske præsident Jair Bolsonaro (2019-2022).
Selv husker jeg også den storslåede Walter Salles film fra 1998 Centralstationen, hvor en pensioneret skolelærer møder en dreng efter hans mors død – og de sammen i bedste roadmovie stil går på jagt for at finde faderen – igen en film, hvor Walter Salles sætter det naturlige og nødvendige i højsædet – og I´m still here vandt i år en Oscar for Bedste Internationale Film. Det har Bolsonaro godt af.
