Skriv en kommentar
Da jeg først læste titlen ”Saras Stempel” og om hendes fascination af motorcykler – var min første tanke ”et stempel” på motorcyklen – hvis formål er at omdanne den eksplosive kraft ved forbrændingen til den roterende bevægelse, som driver motorcyklen frem – men det viser sig – det er et helt andet stempel.
Vi følger den fraskilte, Sara Shahverdi, vel midt i 40´ernes vej fremad – en vej videre i livet, hun er vokset op med en far, som døde, da hun var 16 år – og han havde som første barn ønsket sig en søn. Familien bestod af seks søstre og tre brødre. Hun blev gift midt i 20´erne – som hun selv kalder én af de tristeste dage – men bryder hurtigt med de iranske traditioner og lærer sig selv at være frygtløs, og så kører hun på motorcykel og reparerer den selv, vi ser vaskedampe rense spejle og fjerne olierester – hun klæder sig hos familien med det sorte stramtsiddende tørklæde men på motorcyklen en mere åben kasket med et løst tørklæde. Hun vil indrette sig efter egnens skikke og bryde langsomt.
En ung pige på 16 år flytter ind hos hende, hun var også mod sin vilje blevet gift som 12-årig – men har brug for hjælp til at bryde ud af ægteskabet – det giver et meget dårligt ry lokalt, at bryde normerne. Pigen vil gerne være jordemoder, som Sara blev, da hun siger, hun har taget imod ca. 400 børn i landsbyen gennem tiderne. Så hun kommer også med på motorcyklen og skal lære at køre den – så slip koblingen og gi` den langsomt gas! - hun møder her friheden – næsten som en ”Easy Rider” at give slip og sidde alene på en motorcykel – på et tidspunkt skal den repareres - En motorcykel kan gå i stykker – ligesom et menneske får hun at vide, hvor mændene siger til hende: Vi gav dig lov til at bruge sko, men ingen sti at følge.
Men Sara har andre planer med sit liv, og ser det hjælper at give unge kvinder mere mod og være mindre frygtløs – så, da der skal være valg til Landsbyrådet, stiller hun op og laver en stor kampagne med plakater og taler – og lidt teatralsk i filmen ser vi Sara i den kørende bil – hvor folk på knallert og motorcykel kører op på siden af hende og siger: ”Vi stemmer på dig” – hvor jeg synes, den virker lidt for spillefilmsagtig.
Hun bliver valgt med flest stemmer – og derfor får hun stemplet, så hun kan underskrive.
Filmen har mange smukke hjemlige scener, hvor man næsten kan dufte granatæblerne og kardemommekaffen – når de ældre kvinder sidder tætsiddende på gulvet i traditionelle gammeldags klædedragter og den persiske musik lyder forsigtigt i lokalet. Der må have været et stort tillidsarbejde over for de kvinder i hjemmene med et stort filmhold og vise sig frem for offentligheden – og vi hører mange lokale tale aserbajdsjansk/tyrkisk – som heldigvis ikke er oversat – for at bevare det dokumentariske. Og selv om forholdene i området nok bliver mere ”frit” – ser vi unge kvinder på motorcykel med tildækket ansigt, så de ikke genkendes i landsbyen, for som det høres i det offentlige: Det går ikke, at en kvinde hersker over mændene.
Vi hører også den smukke fortælling om de to træer, som faderen plantede med Sara i hendes barndom – hvor hun nu kan søge styrke – de er plantet ude nærmest i ørkenen – vel for at vise, at selv dér er der liv – de kan vokse og blomstre i det umulige. Og dér, hvor hun kan hente styrke til den retssag – folk har klaget over hende, og er hun én kvinde? Det viser dna-testen, hun er.
Filmen er optaget også i september 2022, hvor en ung 22-årig iransk-kurdisk kvinde bliver dræbt, da hun bryder med den lovmæssige hovedbeklædning – og vi hører om tusindvis af ulovlige demonstrationer – kvinder på gaden i oprør. Så der sker noget i Iran – kvinder på motorcykel. Og det er kun tilladt for mænd at køre den, men den civile ulydighed blandt kvinder fremmer en menneskelig forståelse og magtapparatet har i storbyerne ingen mulighed for at slå ned på kvindelige motorcyklister – trafikken i Teheran er så enorm og præstestyret ikke kan skride ind – også fordi styret har fået modstand på grund af krigsførelsen mod Israel. Så Sara er kun en begyndelse og et forbillede.
Det er et spørgsmål om den film – iranere har brug for at se i Iran – får mulighed for det? Det er prisværdigt at to iranere vender tilbage for at styrke dét sammenhold blandt menige og styrke deres håb – bryde ud og skære sig gennem klipperne.
