Jeg ankom til Berlin International Film Festival – bedre kendt som Berlinalen – med kolde fingre og høje forventninger. Byen sitrer altid lidt ekstra i februar; kulden bider, men biografsalene koger. I år virker programmet særligt splittet mellem det dystopiske og det eskapistiske. Der er en tydelig nervøs puls under mange af filmene: sygdom, undergang, teknologiens skygge. Som om festivalen – midt i glamour og blitzlys – insisterer på at minde os om, at verden udenfor fortsætter med at vakle.
Torsdag d. 12/2
Min festival startede i 1870’ernes Wisconsin med A Prayer for the Dying. En sherif med krigstraumer forsøger at navigere i en lille by, der rammes af en dødelig, smitsom virus. Det er støvet, gråt og tungt – både i stemning og sind. Filmen dvæler ved skyld, tro og kollektiv frygt, og der er ingen nemme forløsninger. Visuelt er den smuk; brede landskaber og dunkle interiører står knivskarpt komponeret, næsten malerisk. Men fortællingen er kompromisløst deprimerende. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at budskabet gemte sig bag bibelske antydninger og traumer, uden helt at ville foldes ud. En fin film, absolut – men også en, der krævede mere, end den gav.
Dernæst sprang jeg flere århundreder frem i tiden med Good Luck, Have Fun, Don’t Die af Gore Verbinski, som ikke har instrueret siden 2016. En mand fra fremtiden braser ind på en café og forsøger, lettere manisk, at rekruttere helt almindelige mennesker til at forhindre verdens undergang. Første halvdel er skæv og underholdende; anden halvdel er rendyrket kaos – på den gode måde. Filmen går fuldstændig over gevind og omfavner det absurde. Samtidig leverer den en tyk, næsten demonstrativ social kommentar om vores teknologiske samtid: AI, smartphones, doomscrolling og den stille accept af, at vi måske allerede har trykket på selvdestruktionsknappen. Hvis vi alligevel er dødsdømte, som titlen tørt konstaterer, kan vi lige så godt sige: Held og lykke, hav det sjovt – og prøv ikke at falde død om undervejs. Den var sjov, energisk og befriende selvbevidst.
Dagens sidste film var Sunny Dancer, en coming-of-age fortælling om en teenagepige, der har overlevet kræft, men kæmper med at finde fodfæste bagefter. Hun sendes på en “cancer camp” for unge i samme situation – et rum, der burde summe af sårbarhed og ægthed. Desværre fungerede det ikke. Kemien mellem flere af skuespillerne haltede, og filmen druknede i genrens mest slidte klichéer. Mange scener føltes forcerede, som om filmen konstant prikkede mig på skulderen og sagde: “Nu skal du græde.” Det eneste, der for alvor fungerede, var soundtracket – fyldt med velkendte hits, som dog til tider føltes mere som en playliste end en integreret del af fortællingen. Jeg har set langt stærkere bud på samme historie før.
Alt i alt en første festivaldag, der spændte fra eksistentiel undergang over satirisk dommedag til ungdommelig sygdomsfortælling. Berlinalen lægger hårdt ud – og jeg er kun lige begyndt.
Fredag d. 13/2
Fredag startede jeg i år 2033 – på et forladt filmstudie i Nordkina i animationsfilmen Light Pillar. En stille, næsten melankolsk fortælling om en ensom mand, der gør rent på et studie, som tiden har glemt. I stedet for løn får han en dag et VR-headset, og pludselig åbner verden sig – eller rettere sagt: en anden verden.
Filmen var overraskende hyggelig. Den var fyldt med skæve, elskelige bipersoner og havde en blid humor, der aldrig blev anstrengende. Under det hele lå et simpelt, men fint budskab om ensomhed – og måske om, at løsningen ikke nødvendigvis findes i teknologien, men i de mennesker, der allerede står lige foran dig. Samtidig føltes filmen som en slags kærlighedsbrev til kinesisk filmhistorie. Der var referencer og stemninger, som jeg fornemmede betød mere, end jeg helt kunne afkode. Måske ramte den dybere for et publikum med større indsigt i kinesisk filmkultur – men selv udefra fungerede den som en varm og sær lille oplevelse.
Senere på dagen bevægede jeg mig fra kunst til kaos på Film Markedet, hvor jeg fik fingrene i en billet til den canadiske teen-horror This Is Not a Test. Titlen lover desperation. Indholdet leverer… ikke så meget. En gruppe teenagere forsøger at overleve et zombieapokalypsesammenbrud, men filmen var desværre tom for både plot, mindeværdige karakterer og troværdige dialoger. Den var heller ikke campet nok til at være underholdende på den ironiske måde. Den landede i det værste ingenmandsland: hverken god eller spektakulært dårlig. Den kan jeg roligt fraråde.
Aftenens næste stop var Indonesien med Sleep No More, en horrorfilm om to døtre, der tvinges til at arbejde deres mors gæld af på en parykfabrik – hvor det naturligvis spøger. Der er noget grundlæggende effektivt over idéen om hår som horror-element. Og ja, der var enkelte “hår-monster”-øjeblikke, som faktisk var underholdende. Men de var alt, alt for få. Resten af filmen føltes indforstået og fragmenteret. Jeg sad ofte og ventede på svar, der aldrig kom. Den var hverken rigtig uhyggelig eller bevidst absurd. For mig fungerede den slet ikke.
Dagens sidste film var The Moment, en mockumentary om popstjernen Charli XCX, der skal navigere i pludselig berømmelse og det voldsomme industripres, der følger med. Filmen leger med grænsen mellem dokumentar og satire, men det var ofte svært at gennemskue, hvad der var sarkastisk ment, og hvad der skulle føles ægte. Der var sjove øjeblikke, men også mange, der føltes overkarikerede.
Det mest overraskende var måske, at Charli som karakter manglede nerve. Om det var et bevidst greb – en kommentar til iscenesat autenticitet – eller bare en flad fremstilling, er svært at sige. Budskabet om kunstnerisk pres og identitetskrise i popmaskinen har vi set før hos større, ældre ikoner. Her føles det som denne generations version. Jeg tvivler på, at den rammer bredt, men for fans og et yngre publikum kan den sikkert føles mere præcis.
Fredagen var med andre ord ujævn. Fra rørende kinesisk animation til tom zombieapokalypse, forbi indonesisk hår-horror og slut med pop-selvrefleksion. Berlinalen er ikke kun glamour og guldbjørne – det er også jagten på de film, der rammer. Nogle dage finder man dem. Andre dage leder man stadig.
