Skriv en kommentar
Martin Scorsese læste bogen Die, My Love i sin bogklub og tænkte straks på Jennifer Lawrence. Hendes produktionsfirma står også bag filmatiseringen af fortællingen om en mors hårde tid som nybagt forælder i et nyt og fremmed miljø. Selvom bogen blev godt modtaget, er det tydeligt, at den har været vanskelig at overføre til det store lærred.
Grace (Jennifer Lawrence) og Jackson (Robert Pattinson) flytter ind i hans barndomshjem på landet og åbner et nyt kapitel i deres liv. Med et lille barn og omgivelser langt fra storbyen må Grace finde sig til rette i en hverdag, hvor kærlighed, drømme og uforudsete udfordringer støder sammen.
Jennifer Lawrence leverer en ekstremt modig og kompromisløs præstation i en af sine vildeste roller til dato. Hun kaster sig frygtløst ud i karakterens sammenbrud – både fysisk og følelsesmæssigt. Problemet er, at filmen i højere grad fokuserer på det groteske og provokerende end på det meningsfulde. Fødselsdepressionen skildres som et sansebombardement snarere end en tilstand, man får reel indsigt i.
Meget af filmen foregår i hovedet på hovedpersonen, og det er bevidst uklart, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Det skaber en konstant følelse af usikkerhed, men også distance. Publikum får sjældent et fast holdepunkt, og fortællingen bliver mere en oplevelse end en egentlig udvikling.
Det understreges af filmens aggressive lydside, hvor høj rockmusik og støj ofte overdøver fortællingen. I stedet for at forstærke indlevelsen bliver musikken til tider udmattende og påtrængende og efterlader publikum mere overvældet end engageret.
”Die My Love” rummer et stærkt præmis og en imponerende hovedrolle, men er også en film, der lukker sig om sin egen æstetik. Resultatet er interessant i idéen, men frustrerende i udførelsen – og efterlader en fornemmelse af, at chok og kaos har fået lov at fylde mere end indsigt og sammenhæng.
