Skriv en kommentar
I gysergenren har menneskets frygt for dyr og sygdom længe været et effektivt greb. Med ”Primate” forsøger filmen at genoplive den klassiske monsterfilm ved at kombinere creature feature- og slasher-elementer i en fortælling om en rabiesramt chimpanse.
Lucy (Johnny Sequoyah) vender hjem til Hawaii efter mange år. Sammen med sine venner tager hun hjem til sin far, Adam (Troy Kotsur), en berømt døv forfatter. Chimpansen Ben har altid været en del af familien. Da han pludselig bliver bidt af et vildt dyr, begynder han dog at opføre sig anderledes – ja, decideret voldelig. Nu må Lucy og hendes venner forsøge at overleve nattens rædsler med en rabiesbesat abe.
Filmens centrale trussel – en chimpanse ramt af rabies – lider af en grundlæggende identitetskrise. Aben opfører sig skiftevis som et rendyrket rasende dyr og som et strategisk, næsten manipulerende monster. Den atletiske og bevidste adfærd bryder med filmens eget sygdomspræmis og underminerer illusionen. Filmen vil både have et “sygt dyr” og et tænkende væsen, men formår ikke at forpligte sig til nogen af delene.
Der etableres heller ingen klare regler for fortællingens univers. Publikum får aldrig en fornemmelse af, hvornår eller hvorfor aben angriber, eller hvordan rabies konkret fungerer i denne verden. Selv filmens indledende påstand om en behandlingsfrist på 48 timer bliver aldrig brugt meningsfuldt dramatisk. Manglen på konsekvens betyder, at intet for alvor føles på spil.
Oscarvinderen Troy Kotsur redder dog filmen fra en total katastrofe. Brugen af tegnsprog og stilhed tilfører filmen et mere fysisk og visuelt nærvær, og disse scener har både tempo og atmosfære. Det er i disse øjeblikke, filmen kortvarigt antyder et mere interessant udtryk – og viser, hvad den kunne have været med et tydeligere fokus.
Som genrefilm er resultatet problematisk. Filmen kan ikke beslutte sig for, om den vil være seriøs horror, slasher, creature feature eller bevidst B-film – eller gøre grin med det hele. Den ender derfor hverken med at være uhyggelig, spændende eller underholdende. Selv charmen og selvironien, der ofte kan redde en svag genrefilm, udebliver.
”Primate” havde et potentielt interessant udgangspunkt, der falder fra hinanden i udførelsen. Selvom nogle fans vil mene, at filmen leverer, hvad den lover, kommer ”Primate” fortsat til at fremstå præget af svag logik, inkonsistent monsterfremstilling, ujævn klipning og manglende engagement.
