Skriv en kommentar
Nogle gange ville man ønske, at film ikke var baseret på hjerteskærende virkelighed. Det er desværre tilfældet her. ”Hind Rajabs Stemme” tager udgangspunkt i det nødopkald, som den seksårige Hind Rajab foretog den 29. januar 2024 i Gaza. Filmen er bygget op omkring det cirka 70 minutter lange opkald, mens nødhjælpsarbejderne i den anden ende af røret spilles af skuespillere.
Da frivillige fra nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne modtager et opkald fra den desperate seksårige pige, der ligger fanget i en bil under beskydning i Gaza, starter en kamp mod tiden. Mens medarbejderne forsøger at holde Hind i røret, gør de alt, hvad de kan for at få en ambulance frem til hende, før det er for sent.
Filmens greb er enkelt og næsten ubærligt i sin konsekvens. Publikum efterlades i samme position som nødhjælpsarbejderne: lyttende, magtesløse og håbefulde, mens tiden langsomt løber ud. Der er ingen dramatisk musik, ingen visuelle flugtmuligheder og ingen afstand til begivenhederne. Kun stemmen i den anden ende af røret.
Den effektive fortællerstil forstærkes af den konstante ventetid og koordinering, der præger forløbet. Nødhjælpsarbejdernes desperation vokser i takt med, at beslutninger skal godkendes, ruter afklares og grønt lys afventes på tværs af systemer og instanser. Filmen viser ikke kaosset direkte, men lader det udfolde sig i pauserne, gentagelserne og den ubønhørlige tidsfaktor – og understreger dermed, hvor lidt kontrol selv de mest engagerede hjælpere reelt har.
Skuespillerne, der gestalter nødhjælpsarbejderne, spiller med stor nøgternhed, empati og respekt. Der er ingen overdrevne følelsesudbrud og ingen heroisk iscenesættelse. Fokus forbliver konsekvent på Hind og på det menneskelige forsøg på at hjælpe – uden garanti for, at det lykkes. Samtidig er det en styrke at se empatiske og afdæmpede præstationer fra skuespillere fra andre dele af verden, der med stor respekt giver stemme til en virkelig tragedie.
Som filmoplevelse er ”Hind Rajabs Stemme” næsten udmattende. Ikke fordi den manipulerer følelserne, men fordi den nægter at give publikum afstand. Det blev også tydeligt i biografsalen. Da filmen sluttede, forlod publikum salen i stilhed. Ingen snak, ingen bevægelse – blot en tung fornemmelse, der blev hængende.
”Hind Rajabs Stemme” er ikke en film, man ser for underholdningens skyld. Det er en nødvendig, barsk og hjerteskærende påmindelse om de virkelige menneskelige konsekvenser bag nyhedsoverskrifter og tal. En film, der bliver siddende længe efter, lyset tændes – og som fortjener at blive set, også selvom man helst ville have været den foruden. Filmen har fuldt fortjent sin oscarnominering for bedste international film.
