Skriv en kommentar
Man kan med rette virkelig spørge sig selv, om hvad pokker Osgood Perkins vil med “Keeper”? Efter han på mærkværdigvis tryllebandt gyserentusiaster verden over med den makabre “Longlegs”, som denne signatur nu aldrig fandt hverken uhyggelig, medrivende eller interessant, så tog han en gysertur mere sidste år med “The Monkey”, der var temmelig ujævn og skød i alle retninger. Ja, faktisk var “Keeper” også last year, altså 2025, men også last year i sin fortælling. Hvor tit har vi netop ikke skulle forholde os til et par, der tager på romantisk tur ud i en hytte i skoven for så at opdage, at mystiske ting begynder at ske?
Sådan er det også i “Keeper”, der viser sig at være psykologisk syret i sådan en grad, at vores kvindelige hovedrolle spiser en chokoladekage lavet af lort. Ja, det er strengt taget måske det mest groteske af det hele. Allerede en halv time inde i “Keeper” kunne jeg konstatere, at det sandsynligvis heller ikke blev denne gang, at Perkins fik mig overbevist om, at han er gysets nye mester. Nu har jeg absolut intet imod, at gysergenren ikke udelukkende består af monstre eller maskerede massemordere, men når man forsøger at lege den store bagedyst med ingredienser som M. Night Shyamalans formative år og David Lynch’sk “you don’t have to understand it all”, så har storhedsvanviddet spillet fallit. “Keeper” har som Andersens kejser ikke noget tøj på.
Liz har datet sin egen læge Malcolm i et år og netop årsdagen skal fejres og det foregår altså i denne hytte. Mystiske psykologiske ting begynder at ske og som også puster til karakterernes sind og mindset. Vanviddet ligger og venter på at bryde ud i fuld flor, og for sent finder særligt Liz ud af, at det er hyttens fortid, der bringer alting i ubalance. I alt dette skal du være parat til at kunne forholde dig til fisk i et vandløb, lydbølger og andre sære drømmesyn, som ikke forklares eller bruges til nogen dybere mening. Der er ganske vist noget strygermusik, der minder dig om, at det altså skal forestille at være skræmmende.
Jeg vil dog gerne anerkende skuespillernes præstation, for selve karakterernes mystik er sådan set alright. Tatiana Maslany og Rossif Sutherland som Liz og Malcolm er på hver sin måde fængende, men man sidder altså stadig tilbage med tanken om, at man langt hellere ville have set dem i et hjerteskærende drama med de store følelser involveret. Som kammerspil er “Keeper” ikke uvæsentlig, men i bedste fald er der så tale om falsk varedeklaration. Aldrig har jeg været så lidt skræmt eller “psyket” alle de grader af horror (body, folk, monster, psykologisk, overnaturlig), som “Keeper” påstår at rumme.
Perkins træder således længere ned af horrorstien og det er efterhånden klart for enhver, at Perkins (hvilket han naturligvis er i sin ret til) laver film til sig selv. “Keeper” blev da også eklatant vendt ryggen af de danske biografgængere. Jeg tænker at filmens plakat hang længere tid i biografernes foyers end den gik på lærredet. “Keeper” refererer til udtrykket om at beholde noget nyfundet, men “Keeper” er som gyserværk lige så uhyggelig som et afsnit med Hr. Skæg. “Keeper” behøver du ikke at beholde!
