Skriv en kommentar
Med ”Nouvelle Vague” vender Linklater blikket mod et af filmhistoriens mest mytiske øjeblikke: tilblivelsen af Jean-Luc Godards debutfilm ”Åndeløs” og fødslen af den franske nybølge. Resultatet er en film om at lave film – og om en tid, hvor reglerne endnu ikke var fastlagt.
Filmen er optaget i sort-hvid og følger bevidst nybølgens æstetik og fragmenterede formsprog. Handlingen bevæger sig frit mellem Godards arbejde som filmjournalist, møder med producere og kolleger samt selve optagelserne, hvor idéer, egoer og improvisation konstant kolliderer. Karaktererne er mange, tempoet højt, og filmen gør ikke meget for at guide publikum. Det kan virke både fascinerende og forvirrende.
Godard portrætteres ikke som et psykologisk studie, men som en kraft i bevægelse. Filmen er ikke interesseret i at forklare, hvorfor han fik lov til at lave film på denne måde – uden færdigt manuskript, med spontane beslutninger og en nærmest uforskammet selvtillid. Tværtimod springer filmen hurtigt fra journalistkontor til producentmøder og videre til optagelserne. Netop den manglende forklaring bliver både filmens styrke og dens største frustration.
Det er først under selve filmoptagelserne, at filmen for alvor finder sit fodfæste. Godards kaotiske arbejdsmetode – aflysninger, træthed, tandpine og improviserede replikker – står i skærende kontrast til producentens voksende desperation. Her bliver det tydeligt, hvor meget tid og penge betyder i filmens verden, og hvor absurd det er, at Godard alligevel fik lov at fortsætte.
Skuespillet er gennemgående stærkt. I hovedrollen som Jean-Luc Godard leverer Guillaume Marbeck en bemærkelsesværdig præstation, der fanger både instruktørens arrogance, rastløshed og drengede charme uden at gøre ham karikeret. Zoey Deutch imponerer ligeledes i rollen som Jean Seberg og har tydeligvis lagt et stort arbejde i både sproget og rollen. Præstationerne bidrager samlet set til filmens autenticitet og tidsbillede.
”Nouvelle Vague” er en interessant, velspillet og respektfuldt udført hyldest til fransk filmhistorie. Samtidig kan filmen til tider virke distanceret og småkedelig – særligt for seere uden forhåndskendskab til nybølgen. Det er en film, der først og fremmest vil glæde filmelskere og historisk interesserede, og som minder os om en tid, hvor selvtillid, kaos og timing kunne være nok til at forandre filmhistorien.
