Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den overraskende og selvfølgelige Oscar-vinder
Birdman er måske en af de mest hyppede film i senere tid, hvilket kulminerede med lidt overraskende 4 oscar-statuetter (bedste film, bedste instruktør, bedste originale manuskript og bedste fotografering), samt yderligere 5 nomineringer i skuespilkategorierne og til lyddesign. Dertil skal også lægges et hav af priser og nomineringer ved BAFTA og Golden Globes, samt de fleste amerikanske individuelle filmforbunds prisoverrækelser og uafhængige festivaler. Faktisk er svært at finde priser udenfor USA udover Venedig Film Festivalen, hvor den så også blev heftigt belønnet.
At den vandt de største priser ved årets Oscaruddeling er måske heller så uventet endda, netop fordi den stort kun er blevet hyldet med amerikanske priser.
Amerikanske film er ofte et synonym med underholdning og spektakulære forestillinger, og ikke så meget det kunstneriske udtryk og den solide historiefortælling. Det er selvfølgelig en heftig generalisering for når man netop kigger på de sidste mange års bedste film vindere, 12 Years a Slave (2013), Argo (2012), The Artist (2011), The King's Speech (2010), The Hurt Locker (2009), Slumdog Millionaire (2008) og No Country for Old Men (2007), er netop det kunstneriske, æstetiske og det anderledes blevet hyldet fremfor det lutter underholdende.
Birdman er i den grad også anderledes i sit kunstneriske udtryk, men dog ikke så meget i sit fortællende. Hele den æstetiske grundpille i filmen, at den udadtil ligner en film, som er filmet i en lang indstilling, overtager for meget den egentlige ’gode’ historie. Sammenlign den med tidligere tiders vindere, Casablanca (1943), Alt om Eva (1950), Lawrence af Arabien (1962), Gøgereden (1975), Tid til Kærtegn (1983), Schindlers Liste (1993) og Et Smukt Sind (2001) samt de overstående nævnte film, og det er tydeligt at disse har mere historien i hovedsædet end en tekniske og æstetiske først og fremmest.
Historien fortsætter ikke helt
Instruktøren, den mexicanskfødte Alejandro G. Iñárritu, har ellers i sine tidligere film; Amores perros (2000), 21 Grams (2003), Babel (2006) og Biutiful (2010), blevet værdsat for deres anderledes kunstneriske, æstetiske og fortællende egenskaber. Og det måske netop paradoksalt at Iñárritu vinder for hans mest overfladiske film, ligesom Martin Scorsese opnåede det med The Departed (2006).
I virkeligheden er Birdman en komedie og det er i den grad sjældent at komedier bliver hyldet i de tunge prisoverækelser. Det lykkedes for Frank Capra et par gange i 1930’erne og er kun sket 4 gange siden hen (mest kendt The Sting (1973) og Woody Allens Annie Hall (1977)). Men Birdman er heller ikke rendyrket komedie, men mere en komediehybrid med et ligevægtigt drama indlemmet. Nogen vil måske kalde det en mørk komedie (dark comedy) ligesom oscarvinderen American Beauty (1999) var det.
Men hvorfor al den snak om oscar og prisuddelinger? Det er udelukkende for at understrege min pointe med, at Birdman er en hypet film der kan virke en smule overfladisk. Jeg var selv oppe og køre over den, da jeg så den i biffen, men efter at have fået den på afstand og genset den, falder kvaliteten altså en del. Det er lidt ligesom at skulle spise to store flødeskumskager. Den første er lækker og smager fortrinligt. Men ved nummer to kage er flødeskummet pludseligt blevet en smule vammelt, og fjerner man det, er der bare en kedelig tør kage tilbage. Hvis man fjerner alt flødeskummet udenom Birdman, er der bare en tør, kedelig historie om en falleret, kæmpende og skizofren skuespiller, der skal sætte et dødsdømt teaterstykke op.
Okay, måske lyder det faktisk som en interessant historie alligevel.
Men underholdende er det jo
Birdman handler om skuespilleren Riggan Thomson (Michael Keaton), der blev berømt for at spille den ikoniske superhelt Birdman, men som nu arbejder hårdt som teaterinstruktør for at få sin Broadway produktion succesfuldt fra start. Filmen foregår i dagene op til selve åbningen, hvor Riggan er i kamp med alle aspekter i sit liv: Sig selv, sin familie, hans karriere og ikke mindst hans eget ego.
Der er skræmmende ligheder mellem Riggan Thomson og Michael Keaton, der spiller ham. Keaton blev for mange berømt for at spille Batman i Tim Burtons film fra 1989 og 1992, men har ikke siden haft de store hovedroller på film. Måske var slet ikke så svært for Keaton at spille Riggan… At Keatons karriere nok har haft en lidt nedadgående spiral, bliver slået fast yderligere ved Oscar-showet, da han ’taber’ til Eddie Redmayne. Prøv at Google øjeblikket, hvor Keaton, efter annonceringen af Redmayne som vinder for bedste skuespiller, må pakke sin takketale tilbage i lommen igen…
Birdman er underholdende og ikke kun takket være sin æstetiske og tekniske kvalitet, men også pga. skuespillet og nogenlunde interessant historie. Specielt Edward Norton spiller fremragende og det er dejligt at se Keaton tilbage i form i en betydelig rolle på film. Om Birdman ville have vundet alle de priser, hvis ikke den var blevet hypet for sin plastisk-teknisk-manipuleret indpakning, vil for evigt forblive uvist. Men sandheden er i hvert fald, at Birdman er humoristisk og værd at se for netop sine hypede kvaliteter.
Ekstra materiale
Birdman: All-Access
En samtale med Michael Keaton og Alejandro G. Iñárritu
Galleri: Chivo’s On-Set billeder
Derudover kan du via All-Access på både BD og DVD-udgivelsen, komme helt tæt på hvorledes Birdman blev omdannet fra manuskript til film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
