Skriv en kommentar
Når de bedste film til dato fra tid til anden skal remses op, både som personlig favorit og som et af de mest vigtige værker i filmhistorien, kan man næsten være sikker på at Sir Ridley Scotts sagnomspunden ”Blade Runner” bliver nævnt mere end et par gange. Udover at ”Blade Runner” med rette regnes som en af de absolutte allerstørste filmiske sværvægtere, fortælles den klassiske kamp mellem instruktør og producent. Til dato er der nemlig udkommet op til hele fem forskellige udgaver af filmen, hvis man skal tælle alle ændringer med – og det er vel at mærke først med denne endelige udgave, at Scott er blevet tilfreds. Derfor er ”Blade Runner – The Final Cut” også historien om en 25 år lang kamp, hvor Ridley Scott endeligt fik komplet kontrol og nu genudgivet sit mesterværk som oprindeligt tænkt. Filmen er som sådan ikke blevet bedre – men er til gengæld blevet endnu flottere.
I den dystopiske og beskidte metropol Los Angeles anno 2019, følger man desillusioneret Rick Deckard (Harrison Ford), i hæsblæsende jagt på en gruppe løbske replikanter – en slags robotter der er mere eller mindre perfekte kopier af mennesker fysisk og psykisk. Den eneste måde at replikanter kan findes på er via såkaldte Voight-Kampff tests, hvor de således afsløres via en række følelsesmæssige reaktioner. Naturligvis opstår der det paradoks, at hvis en replikant på alle niveauer opfører sig som et menneske, er der i sidste ende ingen forskel på mennesker og replikanter. Dette moralske dilemma giver Deckard grå hår, da han ikke helt frivilligt er sat tilbage i et job han afskyer – særligt da han forelsker sig i en af de replikanter, der skal afvikles...
Sammenfattet udsættes man for et unikt og uhyre ambitiøst genre potpurri af film noir, sci-fi, kærlighedsdrama og regulær action. Dette kan lyde som et lettere diffus projekt, men Scott har formået at skabe en monumental milepæl af storhedsvanvittige dimensioner. Med oversanselig futuristisk storbyæstetik, der ikke har set lige siden Fritz Langs ”Metropolis”, brænder de neonbadet sekvenser sig rislende ind i nethinde. Akkompagneret af Vangelis' højtragende synth soundtrack og en iøvrigt fantastisk gennemarbejdet lydside, drages man ind i en fascinerende og forfærdende fremtidsvision uden håb. Tilværelsen i byen er henlagt en nådesløs industriel skyggeverden i tung apokalyptisk atmosfære og syreregn, hvilket har lokket de fleste til at søge lykken i kolonier på andre planter. Uden at alt for meget bliver skåret ud i pap, forføres man ganske enkelt af det måske mest troværdige og opslugende sci-fi univers filmhistorien endnu har set.
Rent narrativt er denne udgave ikke meget anderledes end ”Director's Cut” fra 1992. Der er enkelte nye scener, klipningen er trimmet en ekstra gang og sekvenser fra den originale udgave fra 1982 er lagt til. Men visuelt og lydmæssigt er der virkeligt sket mirakler og det er en fryd at vidne ”Blade Runner” fuldstændigt finpudset – særligt da det er muligt at se mesterværket i en digital udgave i biografen. Besætningen kunne ikke være meget bedre, men særligt to skuespillere er iøjnefaldende. Harrison Ford som den nihilistiske antihelt Deckard er fremragende, mens Rutger Hauer som replikanten Roy Batty må siges at spille sit livs rolle.
”Blade Runner” er en af de største, mest indflydelsesrige og suverænt bedste film lavet overhovedet. Mesterværket er på alle niveauer fantastisk med sin filosofiske narrativ, drømmeagtige udtryk og æstetik der stadig kan få publikum til at falde i staver. Uanset hvor mange gange man har set den. At se filmen i denne definitive udgave er derfor ikke blot en varm anbefaling eller en opfordring.
Det er ganske enkelt et krav.
