En gammel boreplatform ud for Californiens kyst skal bugseres af Lamont’s hold af arbejdskraft. Desværre foregår det på juleaftensdag, og hans 9 årige nevø som Lamont er blevet værge for er med på turen. Pludselig ryger miljøaktivisterne uden for boreplatformen i vandet, og LAmont gør sit for at redde dem. Hvad han ikke vidste er, at det var en del af deres plan, og at de mere er terrorister end aktivister, og snart er Lamont og alle de andre skakbrikker i et spil mod FBI og resten af USA. Det er op til Lamont at redde dagen.
Blast er en action b-film som mest af alt føles som en low-budget udgave af Die Hard. Selvom den aldrig når op på inspirationskildens niveau er det uden tvivl en underholdende tur. One-liners flyver igennem luften ledsaget af dårlig koreograferet nævekampe, dårligt klippede kampscener og bipersoner (samt hovedpersoner) der er så utroværdige som de nu kun kan være i denne slags film. Men alligevel er Blast skruet sammen i et passende tempo og uden et mindste forsøg på at spille en intelligent film, og derfor keder man sig ikke. Blast er en perfekt søndagsfilm for drengerøve.
Anthony Hickox står bag projektet, og selvom du ikke mener at have hørt hans navn før, har du sikkert set en eller flere af hans film. Han er nemlig en lille b-films prins med film som Warlock 2, Hellraiser 3, Full Eclipse, Storm Catcher og Last Run bag sig. Alle disse film er da også underholdende på deres egen måde, og denne falder heller ikke udenfor. For at være ærlig håber jeg folk lader Hickox blive hvor han er, i b-films low-budget genren, for han kan finde ud af at underholde, men jeg betvivler han kan magte en film med et højere budget end f.eks. Blast her. Filmen er jo ikke god set med anmelderbriller på, objektivt set gør den nærmest alt galt idet man er ligeglad med hovedperson (pga. mangel på fylde og karakterudvikling), klippene er dårlige, soundtracket består af sange nok til at fylde en radiostations dagprogram ud, skuespillerne er elendige (selvom han har fået fat i nogle der som regel er gode) osv. Men man kan ikke andet end respektere en film der gør alt galt og så alligevel underholder, for som sagt prøver den ikke at spille mere smart end den er, og det er her de største problemer udvikler sig i denne genre.
Eddie Griffin spiller hovedrollen, og jeg vil fremover udfordre alle til at finde en skuespiller med en grimmere stemme med tilhørende accent. Han lyder som om han er på alder med hans forældreløse gudsøn i filmen, og i deres samtaler kan man intet andet end at grine. Udover det har vi fodboldstjernen Vinnie Jones med, og så ond som han ellers spiller i hans andre film, så kedeligt spiller han i denne. Man føler aldrig nogensinde han er en større trussel mod nogen som helst, og da hans karakter pludselig går fra overbærende og sympatisk til psykotisk giver det på ingen måde mening. Vivica A. Fox kender vi nok bedste fra Kill Bill vol. 1 hvor hun slås mod Uma Thurman i starten af filmen. Hun har desuden medvirket i en del komedier, men det burde have været Kill Bill der slog hende fast. Det skete desværre ikke, så nu er hun endt på b-films markedet igen. Hun spiller egentlig overbevisende nok som FBI agent, men det forbliver overfladisk som man nu kan forvente. Desuden er Shaggy også med i en mindre rolle, så hold øje med det.
Som sagt var jeg godt underholdt af Blast, og det er derfor filmen får de 3 stjerner den nu gør. Hvis anmeldere var objektive ville de fleste anmeldelser være ret kedelige, så i et forsøg på ikke at kede folk ihjel, vil jeg understrege subjektiviteten og give filmen en så positiv anmeldelse som muligt. Vær dog opmærksom på at filmen er for drengerøve og tilhængere af action og/eller b-film. Blast er hverken revolutionerende eller opfindsom, den er blot underholdende på dens eget respektive plan.
Ekstramaterialet på DVD’en består af en håndfuld trailere og intet andet. 1 stjerne for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.