Skriv en kommentar
Elle Woods (Reese Witherspoon) er blondine af den værste slags; overfladisk, forfængelig og altid klædt i pink. Hendes rige forældre protesterer på det kraftigste, da hun beslutter sig for at skabe sig et mere ”seriøst” image som jurastuderende, så hun kan få eks-kæresten Warren (Matthew Davis) tilbage. Forældrene havde hellere set hende som fotomodel eller aerobic-instruktør, da universitetet jo som bekendt ikke er noget for blondiner!
Men Elles ukuelige gå-på-mod, intense læseindsats og ikke mindst hendes promotion-video, der i øvrigt er instrueret af en Coppola, skaffer hende utroligt nok ind på Harvard. Her bliver der grinet åbenlyst ad hende, da hun kommer anstigende i sin lyserøde kjoledragt med sin lille skødehund under armen. Det viser sig dog, at Elle kan meget mere end at shoppe og file negle, da viden om mode, make-up og aerobic-videoer viser sig også at kunne være nyttig i jura-verdenen, hvis den viden altså bruges rigtigt. Og det forstår Elle at gøre. Målet med jura-studiet ændrer sig undervejs fra at være et desperat scoringsforsøg af eks-kærsten, til at være Elles kamp for at realisere sig selv som andet og mere end blot en dum blondine.
Således skal Elle igennem en uhyrlig masse genvordigheder for at nå sit mål, og når bølgerne går højt hedder krisecentret frisør- og manicuresalonen, hvor hun møder den kiksede manicuredame Paulette (Jennifer Coolidge). Noget af det mest komiske i filmen er Paulette og hendes forgæves forsøg på at score det lækre og super-selvsikre pakkebud, der hver dag aflægger salonen et besøg. Derudover er filmens helt bevidste overdrivelser, Elle-figuren og de underlige mennesker, hun møder undervejs også vældig underholdende. Reese Witherspoon kan tage en stor del af æren for, at denne film lykkes. Det er en fornøjelse at se hende spille rollen som den dumme, men alligevel charmerende og sjove overklassegås, der i ramme alvor kalder det sidste nye nummer af modebladet Cosmopolitan for sin bibel. Det er sådanne kommentarer, der af og til gør historien FOR klichépræget og forudsigelig, så det af og til bliver kedeligt. Skurkene får som fortjent, mens heltene belønnes og får hævn over deres fjender. Alle klichéer og stereotyper er på plads, og kan man affinde sig med dette karikerede og stereotype univers, kan man læne sig tilbage og nyde de højdepunkter, som filmen trods alt byder på.
Filmen er i høj grad sammenlignelig med ”Clueless”, der også handlede om en flok tomhjernede overklassetøser fra L.A., der slutteligt opnår deres mål og dermed bliver bedre og dybere mennesker. På samme måde er ”Blondinens hævn” også en rigtig feel-good film, hvor
alle brikkerne slutteligt falder på plads.
Moralen i ”Blondinens hævn” er, at man kan, hvad man vil. Og så er det i orden at være den, man er, og man bør have tillid til andre mennesker, også selvom det ikke ligefrem er kærlighed ved første blik. Det skal lige nævnes, at denne morale bliver fremstillet som en kliché, og i bund og grund er budskabet egentlig bare, at blondiner simpelthen har det sjovere. Hensigten med filmen er ikke dybere end det, den vil bare underholde, og det gør den så - sådan nogenlunde i hvert fald.
