Efter Sam Raimi fik sit navn påklistret den første ”Boogeyman” film, kunne man allerede se ind i fremtiden – flere ville komme. Ganske vist sneg fortsættelsen forbi os, som dog var en lille tand bedre end den første og dybt elendige film, og 3’eren her udkom direkte på DVD uden at vække synderlig opsigt. Om flere er på vej, er jeg lidt i tvivl om, men efter at have taget et lille skridt i den rigtige retning, har man taget et ligeså stort skridt tilbage igen, og endt præcis hvor det hele begyndte – i det forudsigelige og langt fra skræmmende.
”Boogeyman 2” havde en smule mystik bag sig, og dette er mere eller mindre en direkte fortsættelse heraf, men mystikken er forsvundet. CGI-bøhmanden farer rundt og virker mere latterlig end uhyggelig, og vil netop derfor vække meget latter hos sit publikum. Det ene øjeblik er han en dårligt konstrueret tåge, og det andet øjeblik en mand i en dårligt konstrueret dragt. Det er meget morsomt, men problemet er bare, at filmen gerne vil tages seriøst. Den prøver ihærdigt igennem lette choksekvenser at skabe en form for intensitet og spænding, men falder konstant over sine egne ben, da den bryder samtlige af de vigtige regler der er, for at en gyserfilm som denne kan bliver vellykket. Mystikken er som sagt forsvundet, og der går ikke mange øjeblikke før vi ser bøhmanden i fuld figur, og dette er en fatal fejl, især fordi han ser så komisk ud. Ligesom tilfældet var med den første film, er der ikke meget kød på historien, og der er øjeblikke, hvor det hele går i stå, og man sidder tilbage og småkeder sig over den ene identiske scene efter den anden. Skuespillet er langt fra troværdigt, selvom alle virkelig gør sig umage, så virker det blot anstrengt og påklistret. Choksekvenserne fungerer måske på de mindste, men man skal immervæk være 15 år for at se filmen, og her er man alt for gammel til, at lade sig skræmme af en bøhmand der hopper ud af mørket. Tilbage står et par halvblodige scener og et par nøgenscener tilbage, som ligeså begge er obligatoriske i film som disse, men det er slet ikke nok til at holde underholdningen ved lige. På den ene side kan man sige, at alt i filmen er gennemført elendigt og på samme niveau, og med en six-pack og et par venner er den uden tvivl en fornøjelse, men det er stadig meget svært at anbefale ”Boogeyman – The Return”, når der findes andre ligesindede film derude, som er langt mere morsomme al i deres elendighed.
Hvis jeg endelig skal være flink, hvilket jeg dog sjældent er kendt for at være, så er filmen her som minimum en svag smule bedre end den første, men skal man nøjes med en film i franchisen, så snup ”Boogeyman 2” i stedet, da den er væsentligt mere vellykket og mindst ligeså morsom. Skal man have det hele med, er der absolut ingen vej udenom. Det er dog sjældent, at man kan ved en franchise kan påstå, at samtlige fortsættelser er bedre end originalen, men det er ikke desto mindre tilfældet denne gang. Der er et par gode grin undervejs, ingen tvivl om det, men ”Boogeyman – The Return” er desværre mere elendig end god og mere kedelig end sjov.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.