Skriv en kommentar
”Sven Stolpe har altid fascineret mig, hans skygge, som faldt over barndommen, han var der aldrig rigtig, men altid i nærheden, en ildevarslende skikkelse i rummet ved siden af.
Tavsheden, når man ventede på, at han skulle komme, børnebørn, der blev stillet op på række for at bukke og give hånd, og bagefter gennet væk, for at han ikke skulle blive forstyrret.
Han var et mystisk kraftfelt, selvlysende og uforklarlig” (”Brænde alle mine breve”, da. udg.,p.30-31)
Filmens titel og forlæg er bogen ”Bränn alla mina brev” fra 2018 skrevet af den svenske forfatter Alex Schulmann, som er barnebarn til den svenske forfatter og kritiker Sven Stolpe (1905-1996). Citatet fra bogen giver en præcis og nøgtern karakteristik af filmens hovedperson Sven Stolpe (spillet af Bill Skarsgård).
Den svenske filminstruktør Björn Runge anvender den klassiske rammefortælling smidigt i sin opbygning af filmens fortælling og springer ubesværet i nutid og datid og tilbage til nutid. Filmen begynder in-media-res og vi som publikum lander i et kæmpe skænderi. Hovedpersonen Alex Schulman (spillet af Sverrir Gudnason) befinder sig ikke i en almindelig midtvejskrise, men er fyldt med vrede, som han har svært ved at holde tilbage og ikke selv forstår. Hans kone Amanda (spillet af Sonja Richter) forlader ham for en tid for at han kan få ro og ikke blive forstyrret af børnene, men finde ind til, hvad der driver hans vrede.
Filmens ’midterstykke’ er et langt flashback fortalt i datid og med små spring tilbage til nutiden, når det er relevant for fremdriften i fortællingen og hvis rod til al vreden kan spores tilbage til året 1932. Den 27-årige Sven Stolpe og hans 25-årige kone Karin Stolpe (spillet af Asta Kamma August) har begge et arbejdsophold på den kristne stiftelse Sigtuna beliggende i mellemsverige tæt på Stockholm. Sven er ekstrem produktiv og effektiv i måden han nærmest spytter romaner og skuespil i flere akter ud på kort tid, mens Karin der kan seks fremmedsprog oversætter romaner. Svens mest smigrende ord om sin kone Karin er, at hun er en storartet kvinde og intellektuel udover det sædvanlige. Den yngre 21-årige studerende og digterspire Olof Lagercrantz residerer også denne sommer i 1932 på Sigtuna og får både kærligheden/forelskelsen og dens smerte at mærke, da han opdager hvor enestående denne Karin Stolpe er.
Udsat for seksuelt attentat
1932 bliver det år, som Sven Stolpe konstant vender tilbage til og hvorfra han henter sit råstof til sine bøger, skuespil og dagbøger. Det er barnebarnet Alex Schulman, som løser den gordiske knude og finder frem til vredens ophav, idet han slæber sig igennem morfaderens bøger, som alle behandler det samme tema om og om igen: Svigefulde/utro kvinder. Stolpes dybt konservative religionsopfattelse dømmer kvinden, hans egen hustru som synder, fristeren og skøgen. Hun vil aldrig kunne blive skilt fra ham, men dømt til at følges ad med ham resten af livet. Olof Lagercrantz er stemplet som Svens ærkefjende nummer ét og de forbliver hinandens modsætninger livet igennem, selvom de også har stærke lighedspunkter bl.a. søger de begge et religiøst ståsted. Lagercrantz’ dom over Stolpe er rammende og han anser Sven for at være en kulturkonservativ narcissist, psykopat, kvindefjendsk, gal og som lider af moderbinding og faderidealisme.
Da Sven Stolpe finder ud af Karins affære med Lagercrantz læner han sig tæt op ad hende og siger kort og koncist, at: ”Hvis du nogensinde er mig utro eller går fra mig, så skyder jeg først manden, så dig og til sidst mig selv”.
