Skriv en kommentar
En hurtig synopsis af Breathe In kan snildt lede os til den konklusion, at Felicity Jones som den 18-årige engelske udvekslingsstuderende, Sophie, er den velkendte homewrecker, der er skyld i opløsningen af en ellers velfungerende familie. Måske fordi det er en fortælling, vi kender godt, og fordi adskillige møder med denne historie har programmeret os til automatisk at bebrejde den unge kvinde i scenariet. I Drake Doremus' nye drama er tanken dog en anden.
Et fælles sprog
Med det i baghovedet, lad mig da forsøge en kort gengivelse alligevel:
Sophie ankommer til en New York-forstad og bliver varmt modtaget af den tilsyneladende tilstrækkeligt glade værtsfamilie, ægteparret, Keith (Guy Pearce) og Megan (Amy Ryan), og deres datter, Lauren (Mackenzie Davis). Keith er cellist, men har de seneste mange år måtte nøjes med at undervise i musik på datterens High School og med en begrænset udfoldelse i amatørorkester og hjemme på øveværelset. Da han opdager, hvor brillant Sophie er som pianist, begynder han at finde sig selv igen, og et dybt bånd mellem de to formes omkring deres kærlighed til og forståelse for musik. De falder for hinanden, og det er selvsagt en problematisk situation.
Et dilemma
I Breathe In finder man ikke sig selv utålmodig med Keith, fordi han er fristes af en 18-årig, for Sophie forstår ham bedre end hans egen familie; ligeledes vækker Sophie ikke vrede hos seeren, for hun har ingen dårlige intentioner og finder i Keith, måske, en omsorg, hun har manglet; og mens Megan og Lauren repræsenterer en lidt overfladisk og monoton hverdag, har de deres eget at bakse med og deres egne bevæggrunde, hvilket fritager dem for et negativt stempel.
Det spørgsmål filmen stiller bliver dermed: hvad er den rette løsning? Skal man gå på kompromis med sin lykke for at leve op til de forpligtelser, man selv har opbygget? Eller skal man i virkeligheden tage en chance og følge glæden, når den viser sig, uanset hvilket konsekvenser, det vil medbringe? Breathe In ser det ikke som sin pligt at besvare disse spørgsmål. Den fremlægger blot en autentisk situation, hvor livet ikke er sort på hvidt.
Omprovisitation som drivkraft
Et fravær af lette løsninger og hvordan livet kan komme i vejen for livet, er temaer instruktør, Doremus, i sin unge, men allerede omfattelige, karriere har gjort sig kendt for at behandle. Sundance-vinderen, Like Crazy (2011), som han ligesom Breathe In har forfattet i samarbejde med Ben York Jones, er en af de mest rørende, hjerteskærende og overbevisende eksempler på en realistisk kærlighedshistorie, jeg har været vidne til. I begge film er improvisation et bærende element i fortælleteknikken. Skuespillerne ved, hvad der skal ske i scene, og hvad den skal udmunde i, men deres drivkraft er ikke eksakte replikker, men derimod at indleve sig i og forstå deres roller og dermed sige, hvad der føles naturligt. Det gør en betydelig forskel i dialogen og dermed i den endelige film.
Felicity Jones
Felicity Jones var medhovedaktør i Like Crazy, og det er ikke svært at forstå, hvorfor hun og Doremus har valgt at arbejde sammen igen. Det kunne tyde på, de får det bedste frem i hinanden. Jones, som snart er aktuel med Teorien om alting er, efter min mening, en af de absolut bedste nulevende skuespillere. Hendes sublime portrættering af ægte og relatable mennesker hjælpes lidt på vej af, at hun ikke er et specielt velkendt navn i populærkulturen, og at man faktisk ikke ved særligt meget om hende som privatperson.
Overraskende nok er hun 31 år, men har et meget ungdommeligt ansigt, der med lethed assisterer hende i at spille teenager. Jones kan udtrykke enhver følelse mere overbevisende på kamera, end jeg kan i virkeligheden. Selv i en relativt letbenet sag som den romantiske komedie, Chalet Girl (2011), er hun betagende. Hun besidder, kort sagt, en unægtelig og imponerende indlevelsesevne, som få af hendes kollegaer mestrer på samme måde.
Jones gør det også godt i Breathe In. Det gør Guy Pearce såmænd også. I sammenligning med Like Crazy (som fik seks stjerner her på siden - en vurdering jeg er helt enig i), mangler historien dog et eller andet. Det er som om, filmen som helhed er ikke ligeså huskværdig som Like Crazy og ikke efterlader seeren helt så investeret i personernes velvære. Stadig er det dog en meget flot og en inderlig film, som jeg fuldt ud kan anbefale. Derfor fire meget store stjerner herfra.
