Skriv en kommentar
Scenen er sat i Frankrig anno 1940. Vi snakker automobiler med håndsving og vovemodige opvisninger i to-plansfly. I en overdådig scenografi af bølgende kornmarker og blå himle lever brøndgraveren, hvis navn man aldrig hører (Daniel Auteuil), med flere døtre, end man gider tælle til, men uden sønner og uden hustru. Heldigvis er hans næstældste datter, Patricia (Astrid Bergès-Frisbey), blid som en engel og kysk som en nonne (og kedelig som usaltet vandgrød på en regnvejrsdag). Eller i hvert fald blid som en engel, for kyskheden kommer hun rimelig hurtigt over, da hun møder den billedskønne pilot og søn af en succesfuld forretningsdrivende, Jacques Mazel (Nicolas Duveauchelles).
Filmen foregår i starten af Anden Verdenskrig, men det mærker man ikke det store til, på trods af at flere af karaktererne sendes til fronten, bl.a. den unge førsteelsker, Jacques Mazel. Filmen er en genindspilning af Marcel Pagnols værk af samme navn fra 1940, hvilket naturligvis er interessant fra et krigsperspektiv, da Frankrig på Pagnols tid stadig havde det værste i vente, mens vi i dag kun alt for levende kan forestille os, hvad de stakkels mennesker efter filmens slutning vil blive udsat for. Dette er dog et historisk perspektiv, som filmen slet ikke tager stilling til. Selvom mændene sendes i krig, er det problemerne på hjemmefronten, der fylder, og når de kommer hjem, er de ikke synderligt påvirkede.
Man kan selvfølgelig vælge at se historien om brøndgraverens kedsommelige datter som den sidste honninggyldne klat tilgivelsessirup inden det uundgåelige uskyldstab, men jeg havde nu foretrukket mere historisk stillingtagen. Det kunne måske have givet filmen en smule kant, så det hele ikke gik op trutmundede tøsebørn og franske dyder.
Daniel Auteuil har instrueret og spiller selv rollen som brøndgraveren med det bløde hjerte. Meget kan man sige om Daniel Auteuil, men han virker som en gennemført sympatisk mand! Det, man så desværre kan sige om ham, er, at han ikke er en specielt dygtig instruktør. Det virker mest af alt, som om han har sat en masse enormt sympatiske mennesker, men ikke særlig brillante skuespillere, til at spille sig selv, og så for dramaturgiens skyld bedt dem om at prøve at være en lille smule sure på hinanden. De skændes af og til, men det virker sgu ikke rigtig som om de selv hopper på den.
Daniel Auteuils talent som skuespiller kan man dog ikke benægte, og hans karakter er også den, der er mest troværdig og nuanceret. Jeg troede på ham som hårdarbejdende familiefar, der mader rollingerne, når han kommer hjem, og giver fine fødselsdagsgaver i en sådan grad, at jeg var lige ved at skrive til ham og spørge, om han ikke nok vil være min bedstefar. Det bliver filmen bare ikke mere interessant af.
Astrid Bergès-Frisbey, som spiller Patricia, er pæn. Og sød. Og fransk. Og pæn. Men behøvede hun at være så forbandet kedsommelig? Jeg er med på, at det er Frankrig, og det er (relativt) gamle dage, men jeg kræver sådan set heller ikke, at hun drikker sig fuld og danser på bordene. Det kunne bare være rart med blot en snert af personlighed. Øjensynlig er den eneste grund til, at nogen kan lide hende i den film, at hun er pæn, og det gør unægtelig romancen i filmen en smule udvandet.
Men i sidste ende var den da sød nok. Det er en rar regnvejrsfilm med en masse stråhatte og kønne piger, der slår blikket ned. Karaktererne er nogle, du gerne ville dele en gryde bouillabaisse med, og som man gerne ser det gå godt for. Det gør det så, og på det punkt må man jo så konkludere, at filmen er ganske vellykket. Se den, hvis du fryser. Se den ikke, hvis du er dødtræt af Frankrig.
