Skriv en kommentar
Fem unge tager efter eksamen på en uges ferie i en hytte i skoven for at feste og slappe af. Kæresteparret Marcy (Cerina Vincent) og Jeff (Joey Kern), de gamle venner Karen (Jordan Ladd) og Paul (Rider Strong), og outsideren Bert (James DeBello).
Forinden har vi på en meget direkte måde erfaret af der raser en sygdom i skoven...
På vej til hytten provianterer de fem i en landhandel - her får de et bidende fingerpeg om at forholdene er lidt anderledes på disse kanter end i mere civilicerede egne.
Da de unge når frem til hytten folder deres personligheder sig ud:
Marcy og Jeff lukker sig inde på et værelse for at dyrke hinanden, Karen og Paul bader i skovsøen, mens Bert går på egernjagt med en riffel. Bert er tydeligvis ret afstumpet, og det bliver da også hans jagtudflugt der igangsætter en lavine af makabre hændelser. Men de unge viser efterhånden mere eller mindre allesammen sider af sig selv som er lidt overraskende og som også virker som lokomotiv for historien.
Eli Roth har fået et solidt gennembrud med sin debutspillefilm, efter at Cabin Fever blev alvorligt hypet på Toronto Film Festival i 2002. Han skrev filmen sammen med Randy Pearlstein i 1995 og brugte de følgende år til at skrabe penge sammen.
Filmen er ligesom Wrong Turn en tilbagevenden til 80'ernes effektjagende splattergysere uden større ambitioner end at levere en lang række chok og ækle scener. Og varen leveres! Vel er der suspence, men især læssevis af effekter der bruges hyppigt og effektivt. Vi er aldrig i tvivl om hvor historien leder hen eller hvad der skal ske. Genrens klicheer turneres, men uden at det bliver kedeligt af den grund.
Desuden rummer filmen en god portion absurd (sort) humor, og massevis at henvisninger til andre af genrens film, lige fra Texas Chainsaw Massacre, over Evil Dead og Nighmare on Elm Street og helt til Donny Darco, til stor glæde for alle gyser-afficionados.
Skuespillet er ganske troværdigt, de fem relativt ukendte hovedrolleindehavere klar opgaven ganske udmærket, det er kun i birollegalleriet at der for alvor forfaldes til klicheer, men det kan i virkeligheden tolkes som en homage til stilen, ikke mindst hvad angår de gale Hill-Billies. Til gengæld repræsenterer ordensmagten en ret overraskende og uforudsigelig moral(e)!
Men ulig de øvrige film i genren er det ikke et eller flere gale mennesker der giver filmen et solidt body-count, men derimod en kødædende virus. Det giver make-up artisterne og special effects-teamet rig mulighed for at vise deres formåen næsten til kvalme-stadiet (jeg så faktisk en anmelder forlade screeningen i hast), og instruktøren lejlighed til at levere en syg symbiose af især smukke kvinder og råd og forfald! Desuden er det jo ikke kun mennesker der kan blive ramt af sådan en virus, dyr bliver skam også smittet, hvilket giver Roth lejlighed til at koreografere scener i accellererende lave vinkler, og med et tågeslør af rødt, som var det med en rabiesramt hunds blik, vi så verden.
David Lynch er krediteret som executive producer, og der hviler da også en Twin Peak stemning over en del af passagerne i filmen, med sære eksistenser, afvigende adfærd, og den sære atmosfære som Lynch' hof-komponist Angelo Badalamenti skaber med sin drømmeagtige, mørke musik, vekslende med de velkendte xylofon-temaer.
Som det er accepteret i denne type film, er der massevis af utroværdige scener i filmen, pigerne optræder permanent med perfekt lagt, tung make-up, et par dyrker sex selvom alle omkring dem er ved at dø, de unge søger ikke væk selv om det ville være det eneste fornuftige, alle de gysende detaljer skal undersøges til bunds med livet som indsats, osv. osv, men køber man den præmis, og er fan af genren, er man godt underholdt så længe filmen ruller. Og så er filmens morale ganske klar:
Drik store øl i stedet for vand!
