Skriv en kommentar
Instruktøren Hector Babenco, der tidligere har givet os Pixote og Edderkoppekvindens kys, var i en periode på otte år i behandling for kræft.
Hans læge Drauzio Varella fortalte undervejs om den bog han var ved at skrive, om oplevelserne som AIDS-forebyggende læge i Sydamerikas største fængsel Carandiru, bygget til at huse 3.000 fanger, men med en belægning til slut på over 7.000 alvorligt kriminelle.
Rask igen besluttede Babenco sig til at filmatisere Varellas erindringer da de udkom under titlen 'Estação Carandiru'.
Det er blevet til en gribende film, der ligesom både Pixote - om gadebørn i Sao Paolo , og Edderkoppekvindens kys - om to indsattes venskab, behandler emner som vold, kriminalitet, fængselsliv, men mest af alt skæbner og historier.
Gennem lægens (Luiz Carlos Vasconcelos) behandling af fangerne gennem 12 år i sin praksis i en fængselsafdeling med 900 fanger, får vi historier om en lang række mænd, hvad der bragte dem bag tremmer, og deres livsforløb undervejs.
Vi møder de to venner Zico (Wagner Moura) og Deusdete (Caio Blat) der ad hver deres håbløse vej er endt i Carandiru, den godhjertede bigamist, narkohandleren Hjghness (Ailton Graca), som har sit hyr med at styre begge hustruer i besøgstiden, gamle Chico (Milton Goncalves) der drømmer om at se sine 18 børn igen, og Black Nigger (Ivan de Almeida) der er en slags selvbestaltet leder af de indsatte, og fungerer som bindeled til fængselsdirektøren Sr. Pires (Antonio Grassi). Der er også lejemorderen Dagger (Milhem Cortaz) der kæmper mod sine dæmoner, surferen Ezequiel (Lazaro Ramos), drag'en Lady Di (Rodrigo Santoro) der danner par med den klejne varmhjertede No Way (Gero Camilo), alle lærer vi at kende, deres baggrund, håb og drømme, og den bratte opvågnen da et fangeoprør afstedkommer en konfrontation med en stor deling politisoldater - et møde der får vidtrækkende konsekvenser for alle.
Det er på sæt og vis en dokumentarisk beretning vi får, endda delvist filmet on location, men det er også en film fyldt med varme og poesi midt i al elendigheden. Billederne fanger på en gang de forfærdelige forhold og de små tegn på menneskelig varme som fængslet også rummer, indsatte der dyrker blomster, side om side med voldelige optrin og kummerlige forhold.
Det er et imponerende tableau instruktøren stabler på benene, med 26 skuespillere i hovedrollerne, 120 i biroller - heraf en del tidligere fanger - og 8.000 statister, og især i en tid hvor computeranimation normalt klarer den slags, er det imponerende og yderst troværdigt når vi fx. oplever en besøgsdag i fængslet, med en hel fængselsgård fyldt med mennesker, eller når alle fangerne samles i gården - man fornemmer virkelig hvor klaustrofobiske og omklamrende forholdene er.
Babenco giver sig tid til at dvæle ved personerne, sine steder bliver kommunikationen mellem lægen og de indsatte en smule konstrueret, men historierne er aldrig uvedkommende. Desuden bygger Babencos fortællestil op til en meget voldsom kontrast op imod filmens slutning, en facon der virkelig sætter de virkelige omstændigheder omkring nedkæmpelsen af fangeoprøret i relief, med 111 døde indsatte overfor en hel deling top-udrustede politisoldater hvor ikke en enkelt kom til skade.
Filmen kan beskyldes for sine steder at være diffus, u-focuseret og en kende kulørt, hvad den da også fik på puklen for i Cannes, alligevel er dens kvaliteter svære at overse, og det er intet under at den er det største box-office hit i Brasilien de sidste ti år!
