I Københavns lufthavn står den småkiksede Charlotte en aften, og venter på at hendes forlovede skal komme ind med flyveren. Det gør han bare aldrig. I stedet møder hun den smarte Charlot, der er helt blanket af, efter at være blevet brændt af af sin kæreste, der i øvrigt skred med alle hendes penge. Hun hægter sig derfor på en noget overrumplet Charlotte, der egentlig helst var fri for andres selskab, og foretrak at pleje sit knuste hjerte. Sammen ender de to unge kvinder med, at køre turen fra København til Skagen i hinandens selskab, og undervejs møder de en række forskellige og interessante mennesker, der hver især gør indtryk på de to kvinder. Langsomt lærer den stille og naive Charlotte at spontanitet og et friskt sind, kan gavne i visse situationer, mens bypigen Charlot, lærer at sætte pris på de små ting i livet.
Historien om Charlot og Charlotte, er uden tvivl Ole Bornedals store mesterstykke. Selvom serien efterhånden er gammel, og indspilning derefter, er skuespillerne så gennemført fantastiske, historien så underholdene og humoren så udødelig, at man ikke kan andet end at elske ”Charlot og Charlotte”.
Filmen har en charme, der ikke er til at stå for. De to pigers forskellighed, og hele deres historie og udvikling gennem mini-serien, er fængslende og sød på den gammeldags romantiske måde. Til trods for at historien på sin vis er noget fantastisk, og nok ikke helt realistisk, så skinner det tydeligt igennem, hvad filmens egentlige formål er. Historien handler ikke om to piger der kører fra København til Skagen, nej historien handler om to kvinder, der hjælper hinanden til at udvikle sig, og til at sande hvad de vigtige ting i livet er.
Serien er i 4 dele. Afsnit 1: Gud ser alt – osse selvom man ikke tror på ham. Afsnit 2: Nu forlader I mig. Afsnit 3: Jeg så ind i dig. Afsnit 4: Man kan frygte alting her i verden – derfor skal I ikke frygte noget som helst.
Filmen har som nævnt en del humor at byde på, og et par replikker hænger ved længe efter man har set serien til ende. Både humoristiske replikker som Charlottes: ”Gud ser alt, også selvom man ikke tror på ham!” (også titlen på afsnit 2), men også livskloge citater fra serien såsom: ”Man kan frygte alting her i verden, derfor skal man ikke frygte noget som helst.” (også titlen på afsnit 4).
Så er der jo også lige det faktum, at det er nogle af de mest folkekære skuespillere vi har med at gøre i denne serie, og hver og en gør et fantastisk stykke arbejde. Hver og én gør lige præcis deres karakter til noget specielt. Desuden er det jo også en smule morsomt at se nogle af de kendte ansigter, i en film hvor deres ansigter er 14 år yngre end nu.
Det er en smule begrænset hvad man kan sige om denne serie, uden at afsløre for meget, så i stedet vil jeg opfordre til at man får den set. Historien om Charlot og Charlotte, er tit en historie der bliver brugt til undervisning i skolen, eller på anden måde kommer dig for øre på et eller andet tidspunkt, og det er helt bestemt en serie, der er værd at ofre tiden på at se, og blive bekendt med på anden vis.
Warner Home Video.