Skriv en kommentar
Nøgleordet er: empati.
Charmøren handler kort om den iranske Esmail, der desperat forsøger at finde en dansk kæreste, der kan sikre hans fremtid i Danmark. Alt ændrer sig dog, da han kommer til at forelske sig i en ung iransk kvinde. Snart indhenter virkeligheden ham og truer hans drøm om et bedre liv.
Charmøren er en højst aktuel film, og ikke mindst meget ventet. I et Danmark der synes at blive mere og mere indelukket, nationalistisk og højreorienteret, er det nødvendigt at få en historie fra den anden side. Empati er det helt store nøgleord i denne film. Man føler virkelig med Esmail, og hans desperate kamp i at holde sig oven vande. Hele Esmails turbulente tankeverden bliver smukt holdt oppe af Ardalan Esmaili, der med hans sjælelige store øjne kan udtrykke lige fra jublende glæde til bundløs depression. Ardalan Esmaili indeholder med andre ord præcis den tyngde, der får denne historie til at fungere optimalt. Hele skuespilholdet klarer sig generelt fint, udover Soho Rezanejad, som til tider kan virke lidt stiv i rollen som den rebelske Sara. Dette er dog også hendes første film, så hvis man kigger på det med nybegynder-briller, er det en flot præstation.
Konstante seksuelle seancer.
Filmen er smukt instrueret af Milad Alami. Meget stilet, og med et passende tempo. Der er dog to små irritationer. Den ene er mængden af sex-scener, der godt kunne mindskes. Der er nærmest en sex-scene hvert 10 min. i denne film (ja okay, overdrivelse fremmer forståelsen), og det bliver lidt kedsommelig hen mod slutningen når de nu skal til at knalde igen! Tænker de da ikke på andet? Man kan selvfølgelig sige, at disse konstante seksuelle seancer er til for, at man skal komme helt ind i Esmails desperate og søgende verden, og på den måde fungerer de jo efter hensigten. Man har på fornemmelsen, at Esmail bliver lidt træt af sex hen mod slutningen, og det gør vi andre sgu også. Den anden lille irritation er hele sidehistorien med Lars Brygmanns karakter, som føles lidt ligegyldig i forhold til plottet.
Charmøren er en meget flot og aktuel film, som nærmest er et modsvar til det fjendebillede af indvandrere der er blevet intensiveret i Danmark i løbet af de sidste par år. Skønt mange selvmedlidende scener, føles filmen dog ikke selvmedlidende i sig selv. Det er en flot balancegang, for med dette tema kunne filmen godt have gået hen og blevet en stor omgang bedrevidende følelsesporno, men nej. Milad Alami formår at styre Charmørens store historie sikkert i havn, hvor filmen formår at blive et fantastisk modsvar til folk med mangel på empati.
