Skriv en kommentar
Vi følger agenten Thomas i London, 1962. Her får vi i roligt tempo fortalt hans historie mens vi ser ham aflevere koder for KGB i den lokale telefonboks. Hans historie er som så mange andre hændelser omkring 1940´erne tragisk. Han mistede sin familie, sit livs kærlighed og dermed måske også sig selv.
Filmen skiller sig ud fra andre agentfilm ved, på en måde, at gå bagom spændingen og undersøge de moralske kvaler der måtte være ved spionjobbet. Den er optaget i Ungarn og London og der eksperimenteres friskt med tiltning af kameraet.
Historien er simpel og velkendt, men noget går galt og filmen virker i længden mere kedelig end spændende. Billederne har et TV-serie-look og består mere eller mindre af et vældigt antal flashbacks med den uundværlige voiceover der fortæller os hvordan skuespillerne har det. For det er skuespillere. Vi kommer nemlig aldrig rigtig til at tro på figurernes personligheder.
Det er nærmest komisk når en russisk soldat spankulerer ud af billedrammen så gadedrengefriskt som var han selveste Oliver Twist, efter at have voldtaget, berøvet og henrettet familien til Thomas´ store kærlighed Melanie. Vi føler os ikke overbevist om at voldtægten, de usle kår og torturen er virkelig, og hvordan kan ens hår altid sidde perfekt hvis man virkelig har det så dårligt?
Tiltningen af kameraet virker mere som et desperat forsøg på at få dynamik i fortællingen, end et reelt eksperiment med billedramme og komposition og filmen prøver at forklare ting der ikke behøves forklaring på. Som publikum føler vi os belært som skolebørn, en følelse der bestemt ikke er videre velkommen.
Det er en sørgelig fornemmelse at få, når man halvvejs inde i de 105 minutter filmen tager, mest har lyst til at forlade biografen og bruge tiden på noget andet.
Det er en debutfilm, og det kan jo være svært at komme igang. Men det er ingen undskyldning for at producere en film der bare ikke kan se ud over sine egne mudrede træskostøvlespidser.
