Skriv en kommentar
Scott Adkins har længe været en stuntmand og kampsportskoreograf i Hollywood, men på den skuespilmæssige front halter han lidt i forhold til at kunne levere alt andet end B-film. Han har dog medvirket i blandt andet The Expendables og nogle små, oversete action-brag såsom Undisputed II og Undisputed III, men Adkins har indtil videre ikke fundet den gyldne mellemvej endnu. Det ses tydeligt i hans seneste medvirken i filmen, Close Range.
Filmen følger en klassisk historie om politikorruption og en soldat, der er gået i mod systemet og autoriteterne for at beskytte sin familie og finde frem til sandheden. En mystisk narkokartel har smidt penge i lommerne på utallige embedsmænd i landets regering og det er nu op til Colton MacReady (Scott Adkins) at tæske, skyde og sparke sin vej op i gennem det korrumperede hierarki.
Filmen virker ved første øjekast til at kunne levere et klassisk, letfordøjeligt stykke action-brag, men på trods af min forkærlighed for Adkins action-skikkelse, så kan han ikke alene hive filmen op fra det katastrofale krater af en handling, som spænder ben for samtlige elementer i historien. Adkins er bundet op af en komplet ligegyldig karakter, som knap nok får lov til at agere den action-helt, som han endnu en gang er bedst til at portrættere. Filmen bevæger sig ud i et skrøbeligt handlingsplot, som kun med nød og næppe hænger sammen med en meget overfladisk og klichepræget fokus på kampen for retfærdighed.
Filmen bevæger sig i et uheldigt tempo, som konstant bremser op ved de mindste muligheder for at fremhæve og overdrive mimik og replikker, hvilket i sidste ende bliver en skræmmende komisk affære. Desværre er filmen ikke bevidst om, hvor meget filmen bliver en parodi på sig selv og det gør kun oplevelsen endnu værre, da skaberne bag filmen ikke selv kan se, hvor meget den drukner i sine egne klicheer. Filmen skydes afsted henover skærmen med kompromisløst brug af uheldige oneliners, monotone replikker og ikke mindst en så mekanisk fremstilling af de menneskelige interaktioner, at man skulle tro at det var et dukkespil.
Heldigvis er der nogle få øjeblikke i filmen, som formår at bringe den nødvendige action-mentalitet på banen. Adkins formår af og til at bryde ud af sin pålagte karakter og i stedet vise det, han gør bedst – sparke, slå og ikke mindst kaste sig selv rundt i luften med utrolig koreografi. Desværre er den velfungerende action-del egentlig så minimal i filmen, at man ikke ligefrem føler sig tilfreds med at kalde det en actionfilm. Den er et soleklart eksempel på, hvorfor B-films-produktioner har et lidt blakket ry og Close Range er på ingen måde inden for rækkevidde af en velfungerende filmisk fortælling.
Samlet set er Close Range en skuffelse. Jeg havde godt på fornemmelsen inden filmen, at det ikke ligefrem duftede af filmpriser, men jeg havde alligevel håbet, at action-delen ville opveje det. Desværre er filmen en skuffelse på stort set alle punkter og filmen bliver samlet set en B-film fra noget nær den værste skuffe.
