Skriv en kommentar
I Portland er der gråt og trist. De brede gader og landeveje smelter sammen med fabrikker og highways under en askegrå horisont, og vil du have noget seriøst ud af dit liv – så er du formentlig ikke det helt rigtige sted. I hvert fald ikke det Portland, der sættes i scene i månedens film i Cinemateket, Cold Weather.
I de betongrå omgivelser møder vi Doug og Gail. Et søskendepar som alle andre. Hun arbejder på kontor, han har læst forensic science, men er droppet ud. Indtil videre. Studiet svarede ikke til hans drengedrøm om at blive detektiv, så nu skal han vel arbejde lidt. Indtil videre, som han tøvende fremstammer til middag hos forældrene i filmens begyndelse. En begyndelse, der er fåmælt og langsom. Doug får arbejde på en isfabrik, og de to søskende flytter sammen. Det er tydeligt, at de ikke kender hinanden så godt, samtalerne er få og kortfattede, men de nyder hinandens selskab.
Så langt, så godt. Cold Weather starter ud som et stille indie-drama af typen vi fornemmer at have set så ofte. En solid personopbygning, stilheder, der taler mere end ordene selv. Solid samfunds- og forholdsskildring, der bare ikke kan stoppe den der snigende følelse af, at det her godt kunne gå hen og blive rigtig, rigtig kedeligt. Men er der noget den ikke er, er det kedelig.
Doug møder nemlig den forfriskende fyr Carlos på isfabrikken; en stille og tør fyr, der er DJ ved siden af, og bliver grebet af Dougs kærlighed til Sherlock Holmes-bøgerne. Og da Dougs ekskæreste, Rachel, kommer til byen begynder de alle fire at hygge sig med spilaftener og byture, når Carlos spiller op.
Lige indtil Rachel en dag er forsvundet. Med ét forvandler filmen sig til en spændende og dybt original film, hvor instruktøren Aaron Katz – som han selv formulerer det – giver os et indblik i, hvordan almindelige mennesker som os selv ville reagere på en detektivsag. Opskriften er såre simpel, og vi forstår at filmens langsomme og herligt stumme indledning var et must for at opbygge et solidt karaktergrundlag for historien. Et grundlag der – i filmens anden halvdel – sørger for at vi følger Doug, Carlos og Gail som var vi dem; et grundlag der gør dem selvstændige og forståelige, og derfor meget mere morsomme og charmerende end plotdrevne, flade karakterer ville have været.
Og så er det bare for instruktør Aaron Katz, at lade gåden udfolde sig. Det er uforudsigeligt og finurligt. Og stilistisk fører han os med sikker hånd ad den subjektive vej, således at man sidder og bider negle uden at det nødvendigvis er vilde biljagter med store eksplosioner, der udfolder sig for øjnene på én. Det er spændende – på en ægte måde, understøttet af de trist omgivelser, der gør Portland til et sted lig så mange andre kedelige steder i verden, hvor lige så kedelige og almindelige mennesker bor.
Det undrer derfor ikke undertegnede, at Cold Weather blev en af 2010’s mest anmelderroste film i USA. Den er ikke bare månedens film i Cinemateket – den er nok bare månedens film overhovedet. Den langsomme start passer helt suverænt, men man kan frygte, at den dog vil få visse til at kede sig. Havde den ramt lidt bredere, ville den have lænet sig kraftigt op af seks stjerner.
En helt igennem forfriskende oplevelse.
