Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”When something starts with a 6-year-old dying, nothing is gonna feel right” observerer en af karaktererne med forrygende andægtighed i dette kvalmende søde drama. En tåbelig replik, leveret som dyb indsigt, hvis eneste formål er på klodset vis at redegøre for plottets udgangspunkt. Der er dog flere lag i replikken. Den vil nemlig vise sig at indeholde visse profetiske kvaliteter – for der er aldrig rigtig noget, der kommer til at føles helt rigtigt i Collateral Beauty. Filmen vil både være sjov og vigtig. Den vil så gerne få dig til at græde og derefter le igennem tårerne. Den formår bare ikke rigtigt at gøre nogen af delene, og det på trods af en imponerende rollebesætning som næsten ikke er set mage siden Movie 43 - det var måske i virkeligheden den første blinkende advarselslampe.
Collateral Beauty imiterer med stor iver og uden nogen synderlig succes autenticitet, mens den søger at give dig ’ophøjede’ råd med i baggagen til din videre færd ud i livet og dit uundgåelige møde med de abstrakte begreber tid, død og kærlighed. Ambitionerne fejler såmænd ikke noget, men den kolde og beregnende udførsel er uden nogen snert af ægte føling bag sig. Rammen om fortællingen er et reklamebureau, og det er måske derfor meget passende, at det er reklamens forfalskede og afpudsede gengivelse af kærlighed, venskab og mennesker, som bedst karakteriserer denne besynderligt stjernespækkede udgivelse.
Det værste, der kan ske, er hændt. Howard Inlet (Will Smith) har mistet sin 6-årige datter til kræft. En ubærlig situation som Howard håndterer ved at cykle vredt og sammenbidt rundt i New Yorks natdunkle gader og skrive breve til Døden, Tiden og Kærligheden. Hans venner (Kate Winslet, Michael Pena og Edward Norton) er bekymrede, ikke mindst for det reklamebureau de sammen har ført til succes. Men Howard vil ingenting andet end at opstille dominobrikker og lade dem falde igen – dette sker allerhelst akkompagneret af et poppet nummer på filmens soundtrack, der udførligt beretter, det der sker på skærmen, hvis nu man var i tvivl om den korrekte tolkning. Howard føler sig måske forladt i denne verden, men seeren bliver til gengæld holdt i hånden hele filmen igennem.
Vennerne hyrer tre skuespillere til at spille hhv. Døden (Helen Mirren), Tiden (Jacob Latimore) og Kærligheden (Keira Knightley). De skal konfrontere Howard, bevise han er udygtig til at tage sig af sine forretningsaffærer og derved redde deres firma, såvel som deres ven, ud af sorgens tyngde. Hver ven tildeles en skuespiller, som de skal træne til mødet med Howard, og det viser sig naturligvis, at de hver især selv har brug for lidt sjælesorg, hvad angår død, tid og kærlighed.
Som i en Shakespeare komedie uden vid, opsøger de tre skuespilfeer Howard. De spiller ham et puds, i håb om at det vil vække ham fra dvæle, og spreder derudover i øvrigt om sig med Hallmark-patenterede guldklumper til de tre venner.
Men hvem er alle disse mennesker? Det glemmer filmen at give et indtryk af. Hvorfor skal jeg bryde mig om dem? Bekymre mig og være investeret? Den eneste kvalitet vi får at se hos alle fire, er det, de hver især mangler eller frygter at miste. De fremstår alle som ensidige papudklip uden individuel menneskelighed. Blot hule repræsentationer af nogle situationer, som pænt kan proppes ned i nogle kasser markeret med død, tid og kærlighed – og det er der så nogen, der synes, de skulle sige noget ’klogt’ om. Det rækker kun til et kliche-præget, plat og derfor ligegyldigt forsøg på at vise og sige noget om sorg og livets uundgåelige skønhed.
Men som ’Døden’ erklærer i filmen: ”Nothing’s ever really dead if you look at it right” – så måske jeg bare har kigget forkert på filmen, og det er derfor, jeg har så uendeligt svært ved at se skønheden, der følger med skaden.
Ekstramateriale - 2 stjerner
A Modern Fable: Discovering Collateral Beauty - En 15-minutter lang feature, hvor skuespillerne og folkene bag fortæller om filmen og dens rolle som fabel. Skuespillerne er charmerende og deler om sig med nogle søde anekdoter fra settet. Mestendels er det dog én stor rosefest, som filmen bestemt ikke lever op til. Men morsomt er det at høre om de mange og dybe lag, som folkene bag selv synes filmen besidder. De taler om filmen, som var den It’s a Wonderful Life (1946) til en hel ny generation af filmseere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
