Concussion bygger på den sande historie om den nigerianske immigrant og retsmediciner, neuropatolog Dr. Bennet Omalu (Will Smith), der opdagede hjernelidelsen CTE (kronisk traumatisk ecefalopati) da liget af Mike Webster, tidligere amerikansk fodboldstjerne, landede på hans obduktionsbord. CTE er en varig hjerneskade der opstår pga. af de mange hovedslag der er i sportsgrenen. Dr. Omalu forsøger at få sin opdagelse anderkendt, men den amerikanske football-liga NFL vil gøre alt for at få ham til at tie og en indædt kamp mod en af verdens mest magtfulde institutioner, for at få sandheden frem, begynder.
Concussion starter med en hyldest til virkelighedens Mike Webster gennem arkivklip fra hans storhedstid. Vi ser ham først som ung, derefter som ældre mens han holder tale og virker fjern, for til sidst at se ham i pyjamasskjorte, fedtet uklippet hår og et desperat udtryk i øjnene, da han er gået helt i hundene og bor i sin bil. Hans deroute er hjerteskærende afbilledet og taler til følelserne i en blanding af væmmelse, afsky, medlidenhed og vrede over, at han ikke bliver taget seriøst og hjulpet.
Voldsomheden i sporten bliver også vist i arkivklippene, hvor en voice-over fortæller os: ”at rende rundt og slå hovederne sammen i høj varme – det er der intet naturligt ved”.
Det er Will Smith der spiller Dr Bennet Omalu, og det gør han til perfektion. Det er en imponerende fortolkning, han gør af virkelighedens Dr Bennet Omalu, og man føler, at det er et ægte menneske med mange lag, man ser foran sig på det store lærred, når han blidt taler til ”patienterne” på hans obduktionsbord og beder dem hjælpe ham med at finde ud af hvorfor de døde.
Skuespillet er i det hele taget imponerende, og da Dr Bennet Omalus alternative arbejdsmetoder gør ham upopulær hos en kollega, som ikke mener den slags talen til ”patienterne” er passende, stiger spændingen gennem en tilspidset dialog.
Vi får forklaret lige præcis nok om hjernen og videnskab, til at forstå hvad vi har brug for at vide, men uden at det bliver langtrukket eller føles som malplaceret information, der kun er til ære for seerne. Det vi har brug for at vide flyder naturligt gennem dialogen og laboratoriet fuld af troværdige detaljer, hvor fodboldspillernes motto ”if we finish – we win” virkelig bliver sat på spidsen, da alle ved at det er en farlig sport, men ingen tager det alvorligt, og prisen bliver hjerneskade og en for tidlig død så de lander på Dr Omalus obduktionsbord.
Spændingsopbygningen i Concussion fungerer upåklageligt, selvom der ikke er store overraskelser i plottet. Alligevel bliver man hurtigt fanget af fortællingen og det gode skuespil, hvor skønne detaljer i dialog og samspil omkring kulturforskelle og skønt spil mellem Dr Bennett Omalu og Prema, der bliver spillet af Gugu Mbatha-Rawer, en fornøjelse at se på.
Alt i alt er Concussion en overraskende varmhjertet og relevant dramatisk thriller, der viser at en enkelt person kan gøre en forskel og at det altid betaler sig at gå efter sandheden. Filmen får de varmeste anbefalinger herfra.