Skriv en kommentar
Vi er med i en flot indledningsscene ind over Beirut med trafiklyde i hele biografen, og ser de store affaldsbunkere – men møder hurtigt ægteparret Badri, der har forladt hovedstaden med mor og børn, og selv bygget et hus i bjergene for at komme væk – moderen skal pleje sin sygdom med åndedrættet, mens hun ryger og brokker sig over familiens grønne spisevaner. Hun er den lidt uforudsigelige med varme og bliver brugt som omdrejningspunkt. Men de opdager pludselig den libanesiske regerings løgne, da der tæt på huset bliver ryddet træer og anlagt årtiets største losseplads med den værste lugt ind i moderens krop – og vi hører regeringens talsmand udtrykke klicher om en ” Bare rolig. Det bliver en bæredygtig grøn losseplads” for at berolige Badri-familien – samtidig med at de har flyttet den største statue af beton og rejst ved affaldet.
Ægtemanden Walid, som spilles lidt tilbagetrukket af Saled Bakri, er i sin yngre dage blevet smigret af den berømte sangerinde og aktivist Souraya (Nadine Labaki, som blev verdensberømt i den meget nærværende libanesiske Kapernaum, 2018) – som møder Walid på et tidspunkt, hvor hun er lidt udbrændt – og de sammen opbygger et nyt liv ved skoven i bjergene med deres to børn, og den niårige Rim, som kun kender hjemmet og lever i en fantasiverden – og deres snart attenårige Tala, som i filmens smukkeste og rolige scene sidder med udsigt til en arbejder med ryggen til publikum og med sine mere og mere spredte ben i den korte kjole viser sit begær uden at blotte sig – men hun følger også op på sit begær og opsøger byggelederen en aften og tændes med hånden på hans lår – og så ikke mere. Hun tør.
Filmen foregår i et meget roligt tempo og i stedet for at gå i demonstration mod forurenende lossepladser, viser filminstruktøren os en frygtelig scene, da drikkevandet er blodrødt, og vi bare ser vandet løbe uden ændringer – en langsom og billedrig måde at vise en foragt på – og et håb om, at regeringen vil tage ved lære. Filmen skulle have været sat i gang inden den store eksplosion ved havnen i Beirut i 2020, hvor flere tusind tons ammoniumnitrat eksploderede med over 200 dødsfald, så den overvældende sprængning vi ser ved opførelse af lossepladsen – er ingenting i forhold den virkelige i 2020. Souraya er klar til at tage kampen op igen, men Walid er ikke så sikker. Det er prisværdigt at fortælle verdens affaldsproblemer med en familie i Libanon – og så kan vi selv tænke på videre til Shanghai eller bare den kommende Roskilde Festival.
Filmen har ikke samme styrke som Kapernaum, men er en flot debutfilm i hjemlige familiedramaer og alligevel et opgør med regeringens misbrug og korruption – fortalt med følelsesmæssig tyngde og med vægt på det nære.
