Skriv en kommentar
En af åbningsreplikkerne i Crash lyder: I Los Angelse rører man ikke ved hinanden, og når folk støder ind i hinanden, er det måske for at føle en form for nærvær.
Et trafikuheld kæder en række historier sammen over godt to døgn i Los Angeles: en sort kriminalbetjent (Don Cheadle) med en mor på stoffer og en bror (Larentz Tate), der gør sig i det kriminelle miljø; en ambitiøs statsadvokat (Brendan Fraser) og hans neurotiske kone (Sandra Bullock), hvis angst for fremmede kun overgås af angsten for at kede sig ihjel; en racistisk politibetjent (Matt Dillon) der plejer sin dødeligt syge far og kun har hån tilovers for sin idealistiske partner (Ryan Phillippe); en succesfuld, sort tv-instruktør (Terrence Howard), der kæmper med en racistisk filmindustri, sin egen skam og en stolte kone (Thandie Newton); en iransk immigrant (Shaun Toub), der anskaffer sig en pistol i et forgæves forsøg på at beskytte sin kiosk; og en mexicansk låsesmed (Michael Pena) og hans familie, der deler en angst for kuglerne, der flyver frit i nabolaget, hvor de bor. I løbet af 36 timer må disse mennesker revurdere deres forhold til race, fordomme og skyld i forsøget på at nå ind til kernen af den menneskelighed og næstekærlighed, de alle har til fælles.
Paul Haggis har instrueret Crash. Haggis har før skrevet manuskripter, blandt andet til Clint Eastwoods nyeste film The Million Dollar Baby, og hans evne til at skrive spændende dialoger og fængslende plots, der indeholde twists og uvendtede drejninger for til fulde deres ret i Crash, der iøvrigt er Paul Haggis instruktør debut.
Det er en tankevækkende og udfordrende fortælling, der stiller sig provokerende an overfor de komplekse raceproblemer i samtidens USA. Et storby drama, der i et mosaikmønster dykker ned i Los Angeles’ etniske smeltedigel og følger et broget persongalleri i deres kamp for at overvinde små og store tragedier i en hverdag efter 9/11, hvor alle frygter alle, og gråzonen mellem sort og hvid, offer og forbryder, bliver stadigt mere udflydende.
Crash bringer med sit imponerende ensemble cast og kalejdoskopiske dramaturgi mindelser om andre store skæbnefortællinger fra englenes by, heriblandt Paul Thomas Andersons ‘Magnolia’ og Robert Altmans ‘Short Cuts’.
Verden blev lidt smukkere 26. juli 1964, for det er nemlig datoen for Sandra Annette Bullocks fødsel. Actionbraget 'Speed' (1994) gjorde hende til kæmpestjerne overnight. Siden er det ikke blevet til andet end hæderlige middle of the road-film - for eksempel 'Nettet' (1995) og 'Forces of Nature' (1999) - men Bullock har altid formået at holde hovedet højt under selv de mindst gunstige omstændigheder, og ingen af de efterhånden mange tvivlsomme titler på cv’et har sat skår i Bullocks vindende charme. Hun er en født stjerne, og beviser i Crash at hun faktisk også godt kan trække en seriøs rolle.
Afro-amerikanske Don Cheadle sås jævnligt i tv-serien ”Bag plankeværket” (1992-1996) og slog igennem på film i "Djævel i blåt" (1994) i selskab med Denzel Washington. Siden er han blevet en del af Steven Soderberghs faste omgangskreds med gode roller i "Out Of Sight" (1998) og ”Traffic" (2000). Også i genindspilningen af Rat Pack-sjoveren ”Ocean’s Eleven” (2001) dukker han op, hvilket er ekstra sjovt i lyset af, at han spillede Sammy Davis Jr. i en tv-film fra 1998.
I sin debutfilm "Flirting" (1991) spillede slanke Thandie Newton over for Nicole Kidman. I "En vampyrs bekendelser" (1994) bliver Thandie myrdet af Kidmans ægtemand, Tom Cruise, mens hun i "Mission: Impossible 2" (2000) går i seng med ham. Newton har derudover haft hovedroller i komediedramaet "Gridlock'd" (1997) og Jonathan Demmes Toni Morrison-filmatisering "Elskede" (1998).
Thandie Newton har en engelsk far og en prinsesse fra Zimbabwe som mor. Da hun var fire, flyttede familien fra Afrika til England. Newton har en grad i antropologi fra Cambridge og er gift med forfatteren Oliver Parker.
Brendan Fraser er efterhånden kendt af de fleste og blandt hans større roller kan nævnes heavy metal-fanatikeren Chazz i 'Airheads' (1994) og 'George den gæve liansvinger' (1997) i filmen af samme navn. I det mere seriøse hjørne vandt han roser som James Whales unge gartner-hunk i 'Gods and Monsters' (1998). Hans til dato største hit var som Indiana Jones-agtig eventyrer i 'Mumien' (1999).
Paul Haggis levere et vedkommende manuskript der spindes fint og følsomt omkring forskelllige menneskeskæbner i L.A. Ingen af karakterene går igennem historien uden at blive konfronteret med rasismen og hvad der følger i kølvandet på den. Det er barskt og skildret med en nøgen realisme og stram fortællerstil, der gør Crash medrivende fra de første billeder. Selvom der er mange karakterer, så er historien nem at følge med i, og alle de små beretninger flettes før eller senere sammen til en imponerende helhed, så der ingen løse ender er tilovers, når rulleteksterne glider over lærredet. Haggis formår at få det bedste ud af sine skuespillere, og selv Sandra Bullock levere en fin Præstation som forstadsfruen, der må se sig selv i spejlet og revudere sin tilværelse, som hun lever sammen med hendes mand, der er statsadvokat i L.A., også flot spillet af Brendan Fraser.
Hele stemningen i Crash er drivende melankolsk og til tider direkte sørgelig. Der er ikke meget opmuntring at hente her, når Haggis trækker os ned under overfladen, i det ellers så glittrende L.A. Musikken understreger dette og sætter fint stemningen og således er der nogle fine nummre på soundtracket der sidder i hovedet, længe efter man har forladt biografen.
Crash kan ses som en løftet pegefinger og en påmindelse om, at sådanne tilstande der er skildret, ikke er gunstige levevilkår for mennesker, uanset hudfarve og nationalitet. Mistænksomhed og angst fører til fremmedhad og voldsom rasisme, der igen i yderste konsekvens kan fører til drab og andre ugerninger. Er det rigtigt at leve i et samfund der til dels er styret af angst og mistillid ?, og hvad kan man som enkeltperson så gører for at sætte en stopper for rasismen grimme ansigt ? Dette er blot nogle af de spørgsmål Crash fremkalder efter man har set den, og kan derfor som udgangspunkt starte nogle spændende dialoger.
Paul Haggis har lavet en film, der ikke blot er en stor tomhjernet Hollywood produktion, men en af de sjældne perler,der virkelig har noget på hjertet, og som ikke kan undlade at sætte tanker igang.
