Skriv en kommentar
Instruktøren John McKay debuterer efter to kortfilm med en stilsikker komedie om Kate, Janine og Molly, tre engelske, veluddanede og selvstændige alenekvinder (henholdsvis rektor, politiinspektør og læge) der mødes en gang om ugen for at uddele slik til den af dem der er ugens taber, d.v.s. har haft den værste oplevelse med mænd i den forgangne uge.
På sin vis nyder de deres pinligheder i begyndelsen af filmen og virker akkurat så bornert, borgerligt pinlige selv, at om man ikke gennemskuer det spil, forledes man til at tro, at nu skal vi igennem næsten to timers soap. Dette er dog ikke tilfældet. Det er ikke så meget det provinsielle borgerlige liv udenom de ”frigjorte” kvinder der fokuseres på, men borgerligheden hos dem selv. De er alle lige passeret de 40 år og det er nu en egentlig frigørelse skal stå sin prøve.
Helt efter den psykologiske lærebog skal der en midtlivskrise til for at sætte skub i sagerne. Og den indtræffer da Kate indleder et forhold til en meget yngrere mand, Jed. Veninderne hopper i med begge ben og agerer akkurat så uforstående, snævertsynede og misundelige som man kunne forestille sig resten af byen ville reagere om den havde vidst noget: ´det kan man ikke´, ´det er barnerov´, ´han brænder hende af før eller senere´, ´og så er der jo andet i livet en sex, fx en indkøbstur til Paris hvor franske jævnaldrende mænd er den rette fleurt´ osv, osv.
John McKay gør en dyd ud af filmen igennem at vende den fordom (?) om, at den ”gamle” indleder et forhold til den unge for håbløst at undgå døden, og vise hvor forløsende det er at elske på gravens rand helt bogstaveligt. Kate henter sin udkårne op fra kirkens kælderkrematorium, hvor han spiser frokost med krematoriearbejderne, som en omvending af den græske myte om Orfeus der hentede sin elskede Eurydike op fra underverdenen, dødens rige. Jed er en fremragende organist der virkelig kan spille på sit instrument (organ!); i en herlig scene demonstrerer han for Kate, hvordan han ved begravelser bygger op til det helt store følelsesudbrud. Jed mesterer dødens iscenesættelse. Følgelig blomstrer Kate op, opfører og klær sig friere og taler smukt til sine elever om den engelske sommer, som man går glip af pg.a. lektier og eksamener – hvorefter hun giver dem fri.
Døden gør også sit overraskende indtog sidst i filmen som konklusion, ikke som moraliserende konsekvens af et umuligt forhold, men som konsekvens af venindernes jalousi. Hvordan, må man selv gå ind og se. Crush betyder både at brænde varm på og at ødelægge.
Modsætningen til Kate er præsten der drømmer om at blive gift med hende, fordi de så kan støtte hinanden de sidste år, og hellere ”frigjort” underviser ungdom i rappelling fra potente tårne end selv at gøre noget ved det. Et af præstens projekter er da også at kaste Kate ud i et sådant forehavende – ned på jorden, lad falde hvad ikke kan stå, på det jævne på det jævne. Han er til at kaste op over – og det gør Kate så.
Selvom Crush til tider nærmer sig soap med sine velpolerede billeder og meget neddæmpede, nogen gange næsten hyggelige opgør med borgerligheden, er der akkurat tilsat så megen dosis drama omkring venindeforholdet at filmen holder. Her er instruktøren hjulpet godt på vej af veloplagte skuespillerpræstationer. Andie MacDowell som Kate får akkurat kradset så meget i sit dydige, naive og billedskønne (reklame)image, at vi tror på at hun er worth it. Anna Chancellor som Molly fremtræder som den mest nuancerede figur og er nær ved at stjæle historien, når hun tænder en ny cigaret inden hun tager fat på at løse de andres, især Kates men aldrig sine egne, frustrationer. Imelda Staunton som Janine, der i en herlig scene skal nedkæmpe en ”potent” landmand der skyder vildt omkring sig med et gevær, får fint vist hvor svært det er at insistere på romantik som politimand, på stationen og sammen med veninderne.
Crush er en veldrejet komedie som man (dem over 40 år) går opløftet ud af biografen fra.
