Det er en poetisk og original idé Jon Bang Carlsen har hittet på og bragt til live i sin seneste dokumentar DÉJÀ VU. Carlsen tager os med på en personlig rejse, et kig indad på sit eget liv såvel som udad på sit virke som filminstruktør i over 40 år. Med en sikker og sårbar stemme føres vi visuelt igennem et særegent sammenklip af Carlsens mange film på tværs af fiktionens og dokumentarens verden.
Fikspunktet er Jon Bang Carlsen, instruktøren og mennesket. Det fører til en poetisk selvbiografisk film. Et kunstnerportræt af manden bag linsen ved brug af gamle optagelser som spejl. Kameraet vendes aldrig om. Jon Bang Carlsen bliver ikke blikfang for lærredet som det optagede menneske, men forbliver fortsat det optagende menneske. En ærlig skildring af hans liv indtil nu.
Søgen efter det guddommelige
De nemme svar og uskylden forsvandt som barn ved forældrenes skilsmisse, da faderen forlod Jon Bang Carlsen og hans mor. Det guddommelige fik ved samme lejlighed et alvorligt knæk. Et maleri af Jesus hang over Jon Bang Carlsens seng og fik straks brændt øjnene ud, for end ikke Guds søn kunne forhindre forældrenes brud. En sønderknust dreng brændte det guddommeliges blik væk. Det blik der skulle passe på ham, skulle sikre at hans verden ikke gik i grus. Sådan begynder en livslang rejse, målt i kilometer såvel som i filmruller. En rejse efter mening i livet nok så meget som meningen med livet. En flugt fra kedsomheden, fra det stillestående, det forudsigelige, forventelige og udramatiske. Kameraet blev midlet dertil.
Mennesket er i centrum i DÉJÀ VU. Det alsidige og dog genkendelige menneske der bebor kloden i milliardantal. Igennem koncentrerede og cirkulære fabuleringer og spændende spring imellem Carlsens mange filmiske projekter bliver en eksistentiel filmøvelse til. Destinationsløse overvejelser omkring mening i livet flettes sammen med en søgen efter det guddommelige i tilværelsen.
Unægteligt vil sådan et tankespor føre til tungere betragtninger på det meningsløse liv. Vi ser mennesker der løber fra livet, venter på livet og sidder fast i livet side om side med mennesker der leder efter det der betyder noget, giver krydderi til hverdagen og gør det hele værd.
Store spørgsmål, ærligt stillet
Det er store spørgsmål der stilles i DÉJÀ VU, for ikke at sige umulige. Derfor er det heller ikke mange svar der følger med, men nogle gange er evnen og modet til at stille spørgsmålene tilstrækkeligt.
Jeg må indrømme at jeg ikke selv kendte til Jon Bang Carlsens filmiske bagkatalog inden DÉJÀ VU, men min interesse er nu for alvor blevet vakt. Om ikke andet, er denne ærlige, åbne og sårbare udforskning af eget liv i forhold til den kunstneriske produktion, en fin introduktion til en historiefortæller med noget på hjertet.
DÉJÀ VU er månedens dokumentar i Cinemateket.