Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fokus er flyttet fra Lucky Luke til de gæve Dalton-brødre i komikerduoen Eric & Ramzys fransksprogede overførsel af Morris og Goscinnys klassiske tegneserie. Vi ser kun lidt til den gulklædte cowboy og hans skygge (der af en eller anden grund er ufattelig klodset i denne film). Det er de fire brødre, Joe, Jack, William og tungnemme Averell, der er i centrum. Det er der kommet en farverig, højhastigheds rutschebanetur af en forvirrende film ud af; for hvor visse ting ligger ganske tæt op ad tegneserieforlægget så ligger andre så langt fra som man kunne forestille sig.
De fire brødre er blevet kriminelle for at få lov at komme hjem til deres mor, der ikke vil se dem før de har røvet en bank (hun skal jo imponere de andre gamle damer). Hidsige Joe (Eric Judor) og klodsede Averell (Ramzy Bedia) samt deres to anonyme brødre er som bekendt håbløse forbrydere og det kommer der nogle af filmens morsomste scener ud af. De ryger hurtigt i fængsel og Joe får etableret Lucky Luke (fuldstændig karakterløse, tyske Til Schweiger) som sin ærkerival. Det lykkedes dem dog at stikke af via et sæt af Ma Daltons pølser, og inden længe begynder jagten på en sagnomspunden, magisk hat, der blandt andet gør sin bærer usårlig.
Det første punkt hvor filmen adskiller sig fra tegneserien er jo det åbenlyse fokusskift, men der er masser af andre afvigelser. Humoren er en tand mere fjollet og mindre subtil. Jack og William Dalton har aldrig haft en stor rolle i serien, men her er de fuldstændig unødvendige for historien. Omvendt er der også punkter hvor serien følges overraskende nøje. Det er f.eks. rart at se den dumme hund, Ratata, som den rent faktisk er fremstillet af Morris. Nogle af de kendte bipersoner, bankmanden i Gulch City, den fordrukne fængselsvagt og andre, er også holdt sande til deres forlæg.
Det bedste ved filmen er dens virkelig høje tempo og farverige billedside. De skrigende farver, de medvirkendes tegnefilmsagtige mimik og brugen af slow- og fast-motion minder meget om fætrene i de sidste par års Asterix-film. Den sære humor er også et lyspunkt, om end den som nævnt visse steder ligger langt fra tegneserien. I sær visse af de sorte indfald vil ikke være for alle, men de understreger filmens uhøjtidelige tone og står for nogle af de største grin den har at byde på.
Fans af serien vil dog ikke være synderligt imponerede og jagten på den rigtige filmudgave af Lucky Luke er langt fra slut. Terence Hill har tidligere forsøgt, men ligesom ham falder Til Schweiger her igennem. Det er mærkeligt at der ikke er investeret mere energi i tegneseriens hovedperson, for hver eneste scene han medvirker i er kedelig og forudsigelig. Synd og skam, da visse ting er gjort rigtigt i denne film.
”Dalton-Brødrene” er en ganske underholdende film hvis blot man lægger de kritiske briller på hylden. Den er for usammenhængende og klodset opbygget til at blive mere end en jævn komedie, men den har absolut en stribe underholdende scener at byde på. Se blot scenen med det enorme maskingevær og den dansende mexicaner, El Tarlo.
Filmen indeholder intet bonusmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
