Skriv en kommentar
Lad os begynde med konklusionen: De Syv Samuraier er et mesterværk. Ja, den er 200 minutter lang, den er sort/hvid, den er japansk og den er fra 1954. Men om man vil begrunde det med de kunstneriske og æstetiske aspekter, de narrative genialiteter eller blot måle på oscarnomineringer og anden populærkulturel anerkendelse gennem mere end 50 år, er underordnet: De Syv Samuraier kan - og bør - ikke forbigås. Og slet ikke i en digital udgave, der snarere end at forstyrre den gamle klassikers autenticitet, blot byder på en luksuriøs og lækker rejse tilbage til dengang filmkunsten og auteurismen for alvor blev hyldet. Det er glædeligt, at disse film popper op i vores biografer – uden at filmen knækker.
Nok er De Syv Samuraier kunst, men der er intet i handlingen, der bør afskrække den gængse biografgænger. En lille, fjernt beliggende landsby bliver årligt berøvet deres høst af barske røvere, som de er forsvarsløse overfor. I desperation over deres situation sender de en gruppe beboere ind til byen for at forsøge at finde, og overtale, nogle stolte krigere til at kæmpe på deres side og beskytte dem mod banditterne. Titlen refererer derfor til filmens helte, syv sultne samuraier, der tilsidesætter deres personlige og familiære stolthed i den gode sags navn.
Selv om det lyder ligetil og næsten for simpelt, er fortællingen dyb og aldrig kedelig i Kurosawas hænder. Han fortæller simpelthen historien så grundigt som muligt, og man må give Steven Spielberg ret i, at en film, der kan resumeres i 20 ord, er værd at lave. De Syv Samuraier er på papiret sådan en film, men vil alligevel røre de fleste dybt. Vi møder faktisk først heltene i slutningen af filmens første akt, hvor problemet er etableret og søgningen for længst i gang. Tredje akt – røvernes endelige forsøg på at stjæle bøndernes mad – er derfor ikke blot et klimaks på andet akt, hvor der forberedes til kamp. Grundigheden i historiens opbygning åbner nemlig op for, at slutningen i lige så høj grad bliver en kulmination de mange uovertrufne individuelle karakterer, og ved røvernes angreb fylder det akkurat lige så meget for os at følge hver enkelt skæbne, som hele landsbyens.
Uden her at begå en elitær svada om det humanistiske menneskesyn, der gennemsyrede Kurosawas film især i 50’erne, er det derfor værd at bemærke, at i slutdelen (der altså varer omtrent tre kvarter – eller mere!) har man som tilskuer opbygget et uhørt stærkt bånd til ikke bare en eller to hovedpersoner, men 10 eller 15!
Det er bare en af mange bedrifter, De Syv Samuraier begår som værk. På trods af dens langsomme tempo, hvor Kurosawa tydeligvis tager sig tid til at vise hver enkelt situation fuldt ud, er der en enorm fremdrift i filmen. Fra det øjeblik bønderne drager ud for at finde samuraier, starter det man om moderne film ville kalde en ’episk’ fortælling om en gruppe mennesker, der med det gode i hjertet har en lang, lang vej at trave for at nå sit mål. I nyere film vil man opleve, at så snart der skrues ned for det absolutte fokus på ’god mod ond’, bliver det kedeligt og trivielt (som i den dræbende kedelige slutning på Ringenes Herre 3: Kongen vender tilbage), men hos Kurosawa har hver enkelt scene nerve og et klart formål, hvad enten vi er i kamp, til høst eller følger bøndernes desperate søgen i den silende regn.
Mange af mesterinstruktørens andre film udmærkede sig hver især på visse eller flere af ovenstående punkter, men kun få (eller ingen) formåede som denne film at sætte nye grænser for filmmediet på forskellige måder. Den emmer af charme og overskud - ikke mindst i skuespillet. Den uforglemmelige Toshirô Mifune (en skuespiller som filmen Mifunes Sidste Sang selvfølgelig er en reference til) stjæler fuldstændig hver eneste scene han medvirker i. Han er den syvende og sidste samurai; en outsider, der delvist fremstår sympatisk, delvist skør. På én gang ser han både ned på bønderne og er i den stærkeste kontakt med dem. Karakteren står så stærkt og levende i hukommelsen i dagene efter, man har set De Syv Samuraier, at det er skræmmende.
Sidst, men ikke mindst, er filmen på én gang smuk og beskidt, når den råt og uforsødet giver os knivskarpe billeder fra et 500 år gammelt ruralt Japan. Kurosawa serverer en blanding af action, et sidenhen velkendt, episk drama og et kulturelt indblik i en for længst svunden tid. En verden fyldt med menneskelige skæbner, der trods filmens høje alder, er skræmmende lette at forholde sig til. Alt sammen med et kunstnerisk og stilistisk innovativt filmsprog, der aldrig ser ned på sin tilskuer og bliver elitært. Derfor er det et mesterværk – for alle.
