Skriv en kommentar
En scene i Samburu-krigeren Lemalians hytte er central. Filmet i det dunkle, hvor bittesmå perler af lys strømmer ind. Kun enkelte detaljer er oplyst, og kameraet afsøger det klaustrofobiske rum. Det er Carolas kulturelle fremmedgørelse sat i scene. Fremmedgjort er derimod ikke, hvad blikket mellem schweizeren Carola og Lemalian er i begyndelsen af filmen, hvor de tilfældigt træffer hinanden ombord på en færge. Tværtimod. Blikket er universelt. Det er kærlighedens øjne, der ser.
Derefter tager det fart. Carola beslutter sig for at skrotte kæresten gennem to år, som hun ellers var taget på ferie til Kenya med. I stedet opsøger hun Lemalian, og de mange kulturelle forskelligheder kan bringes i scene. Forskelligheder, der veksler mellem skævt humoristiske, som når Carola må tage til takke med lamme-indvolde til morgenmad og de uundgåeligt isolerende, som når Lemalian hele tiden beskylder Carola for at have en elsker – blot fordi hun udviser kvindelig selvstændighed på vestlig vis.
Disse forskelligheder lader til at være filmens kerne. Og det er et problem. For sagen er den, at man aldrig rigtig fatter, hvorfor Carola bliver tilbage i Kenya. Eller hvorfor Lemalian egentlig ægter hende. Kærligheden er for abstrakt – den burde være mere konkret.
Slutningen, som ikke skal røbes her, er problematisk. Carola træder i karakter, men der er ikke rigtig nogen klangbund i hendes handling. Og hendes beslutning står bestemt til diskussion.
Befriende er det dog, at se en film, der finder sted i Afrika – endda uden at henfalde til de værste, folkloristiske kulturklicheer. Handlingen sættes sine steder i stå for – på bedste National Geographic-vis – at lade kameraet majestætisk skue ud over de golde vidder, hvor rødklædte Masaikrigerne bryder landskabets monotoni. Spørgsmålet er dog om man ikke i stedet skulle skrue lidt ned for panoramaerne, barbere nogle scener om kulturforskelligheder væk og i stedet have udviklet karaktertegningen af Carola og Lemalian – og især deres parforhold – noget yderligere. Det var der kommet en bedre film ud af.
Udgivelsen:
Billedet står skarpt, og farverne er flotte. Formatet er 1,85:1, og lyden er i Dolby Digital. Der er undertekster på dansk, svensk, norsk og finsk.
Ekstramateriale:
En 21 minutter lang ”Making Of” tager med på optagelserne. Lidt for meget af tiden – næsten halvdelen – bruges på at vise klip fra filmen, hvilket jo er temmelig åndssvagt, nu hvor man lige har set den. Men ellers er der nogle interessante interview hist og her. Blandt andet om hvordan Jacky Ido, der stammer fra Burkina Faso, måtte forberedte sig længe for at forstå Samburu-krigernes verden. I det interview er der nogle fine pointer, der nok kunne være med til at nuancere det nogle gange noget fortærskede billede, Vesten har af Afrika. Et andet udmærket interview er med Corinne Hoffmann, som har skrevet den selvbiografiske bestseller, filmen er baseret på. Hun kommer med nogle af de uddybninger, man gerne havde fornemmet bedre i filmen.
Man kan med fordel springe ”Making Of” over og i stedet gå direkte til interview med hovedskuespillere, instruktør eller forfatteren. Endelig kan man dvæle ved såkaldte B-rolls, der består af 6 minutter med fraklippede scener og lidt mere Behind-the-scenes optagelser. En underlig sammenblanding af lettere ligegyldigt materiale.
Alt i alt vil jeg give fire stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
