Skriv en kommentar
Den italienske instruktør Ettore Scola har en stor produktion bag sig, men gjorde sig først og fremmest bemærket udover landets grænser med de to fremragende film ”Grimme, Dumme og Beskidte” (1976), der tidligere er udgivet på Criterion og ”Le Bal” (1983). Men også den fransksprogede ”Den Nye Verden”, som Criterion nu også udgiver, er bestemt seværdig.
Da den franske kongefamilie flygter i karet fra revolutionen i 1789 følger en anden karet efter. I den sidder den engelske revolutionære forfatter Thomas Paine (Harvey Keitel), den franske vovede forfatter Restif De La Bretonne (Jean-Louis Barrault) og grevinde Sophie De La Borde (Hannah Schygulla). Undervejs støder de på den aldrende og fattige Casanova (Marcello Mastroianni) der vel nærmest er på flugt fra sin adelige protegé der holder ham som en slags hofnar.
Vi oplever ikke på noget tidspunkt i filmen kongefamilien men til gengæld den forfølgende karets særegne persongalleri der diskuterer og oplever, hvorledes adelens privilegier anfægtes for til sidst at sættes ud af kraft, da kongefamilien arresteres i Varennes (derfor originaltitlen ”La Nuit De Varennes”).
Fotografen Armando Nannuzis billeder af karetens flugt gennem franske (høst)landskaber er skønne, ligesom billederne fra stoppene på landbytorvene, og fra forplejningerne i gæstgiverier og beværtninger er det. Filmen lever dog først og fremmest i kraft af en eminent dialog leveret af stjerneskuespillere der fuldt ud lever op til deres stjernestatus.
Man skal mao være indstillet på, at det er så som spændingen i filmen og at den i højere grad spiller på det allegoriske end det realistiske plan. Flugten mod Varennes, sammensætningen af persongalleriet i kareten og deres oplevelser undervejs er alt sammen allegorisk. Det er ikke mindst Hanna Schygullas lod at fremstå således; hendes grevinde Sophie De La Borde, der har forbindelser langt ind i hoffet, er sfærisk forførende og næsten ikke af denne verden (!) – noget hendes ulideligt emsige frisør nok skal sørge for konstant at pleje. Det får dog brat en ende, da hun står ansigt til ansigt med en potentiel voldtægtsmand af folket. Manuskriptforfatter Sergio Amidei og instruktørens udsagn fremstår således som meget velfriserede og korrekte udsagn om overgangen fra den gamle aristokratiske verden til den nye frie verden. Man savner et egentligt bud, en skæv vinkel på, hvad den nye verdens opståen egentlig betød, ja betyder. Sådan som det er nu, er det lige før, at filmen fremstår som en film til undervisningsbrug i historie eller samfundsfag. Men også kun lige før, for Marcello Mastroiannis Casanova er så tilpas selverkendende og dog stadig så tilpas fræk og dekadent på sine gamle dage, at de frelste revolutionære og de ligeså troende adelige sættes i et skærende lys der ikke uden videre kan sættes på den korrekte, ”objektive” formel som filmen ellers hylder. Hvad stiller vi op med ham, det er spørgsmålet. Desværre taber filmen ham af syne, og Hanna Schygulla kan slutte flot, men ikke spor overraskende af med at neje for en gine med kongens pragtfulde dragt på, den han skulle have været iklædt, hvis festen var fortsat.
Filmen kunne nok have fortjent en gennemgående restaurering inden overførsel til DVD – skarpheden er ikke i top. Værre er det dog med monolydsiden der til tider bestemt ikke står klart, og hvor musikken har det med at blafre.
DVD-en har som ekstramateriale kun talentfiles – lister over instruktørs og skuespilleres værker.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
