Skriv en kommentar
Instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har igennem mange år skabt nogle af dansk films mest ikoniske værker og instrueret en række film, hvor det absurde, mørke humor og menneskelige fejlbalancer ofte mødes. Han er også kendt for at bruge de samme skuespillere igen og igen — især Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas — og dermed skabe en slags “familie” i sine filmuniverser. Disse to er naturligvis også med igen. Denne gang i absurd film med seriøse undertoner.
Enspænderen Anker ( Nikolaj Lie Kaas) løslades efter 15 år i fængsel for røveri og genforenes med sin lidt særlige bror, Manfred ( Mads Mikkelsen) Manfred er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er blevet gemt, men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Derudover er Manfred fast besluttet på, at han nu vil kaldes John, da han er en reinkarnation af selveste John Lennon. Sammen begiver de to brødre sig nu på en rejse tilbage til barndommen, for at genopdage, hvem de selv er imellem barndomstraumer og naboskrid.
Anders Thomas Jensen forkæler os endnu engang med sine kendte darlings. For ja, nu når det lykkes, hvorfor så ikke fastholde dem? Lars Brygmann er så altid skøn og sjov. Bodil Jørgensen er bare dejlig som søster til de to brødre og Mads Mikkelsen? Ja, han skulle være grim i denne film, men selv Mikkelsen er svær at gøre helt til grin. Desuden spiller Mikkelsen her en helt anden og lidt mere psykisk påvirket rolle, som er meget forfriskende at se. Efter hans mange år i Hollywood som ærkeskurken.
Dog fortjener den svenske skuespiller Kardo Razzazi også kæmpe ros for hans portræt af den personspaltede mand, der et øjeblik vil til Tyskland og stoppe Holocaust og det næste minut tror, han er selveste Bjørn fra ABBA. Det er
meget underholdende og et friskt pust i igennem filmen.
Anders Thomas Jensen har i den grad bevæget sig ind den mørke tematik. Igennem filmen kommer barndomsminder frem for brødrene, som både er blevet fortrængt og glemt. En lidt anderledes seriøsitet, men ikke uventet, da hans seneste Retfærdighedens Ryttere også tog fat i en tung tematik som sorg og skyldfølelsen.
Naturligvis fortalt igennem en masse humor og absurditet.
Det seriøse virker dog som et bredt tema igennem filmen, hvor barndomstraumerne for alvor kommer til livs og begge brødrene må gøre fred med det svære – for at kunne finde vejen tilbage. Både som brødre, men også mennesker. Selvom historien muligvis ikke er særlig skarp som hans forrige film, formår den stadig at fastholde de vante rammer i et skævt univers – og Anders Thomas Jensen går ikke på kompromis med sig selv eller industriens politiske korrekthed.
”Den Sidste Viking” viser en mere sårbar side af Anders Thomas Jensen. Han tør tage alvoren helt ind, uden at slippe grebet om det skæve. Det fungerer måske ikke lige så helstøbt som ”Retfærdighedens Ryttere”, men balancen mellem latter og smerte er stadig hans signatur. Når det lykkes, rammer det lige i hjertet – og selv når det halter, er det stadig uimodståeligt dansk filmkunst.
