Skriv en kommentar
I år var det en lille japansk film ved navn Departures, der løb med Oscaren for bedste udenlandske film, og nu da den endelig er kommet til Danmark, kan man godt se hvorfor. Instruktøren Yôjirô Takita, der ikke før har gjort sig bemærket i vesten, fortæller her en stille og rolig historie om at leve med døden, om kærlighed, men måske mest af alt om forholdet mellem forældre og børn.
Hovedpersonen er den unge, lidt sårbare Daigo Kobayashi, en cellist, der pludselig mister sit arbejde, da hans orkester opløses. Sammen med sin lidt eftergivende kone Mika flytter han tilbage på landet, hvor han voksede op, og prøver at finde et helt nyt arbejde. Han ser et jobopslag i avisen for, hvad han tror er et rejsebureau - ud fra de lidt vage formuleringer. Han møder op, bliver hyret med det samme og opdager så, at bureauet udfører en slags bedemandsritualer ved begravelser, hvor de pårørende kan sidde og se på, mens bedemanden forsigtigt og elegant sminker og klæder liget på, før det lægges i kisten.
Det er en usædvanlig profession, som nogle selvfølgelig ville se ned på eller væmmes ved, og derfor skjuler Daigo det for Mika og de gamle venner i området. Men før eller senere må Mika jo finde ud af det, og samtidig er der spørgsmålet om Daigos far, der forlod ham som lille og stadig er derude et sted.
’Departures’ er lidt af en tåreperser, og der er nogle af de rørende udviklinger, som man let kan forudse – såsom at der nødvendigvis må være en eller anden genforening mellem Daigo og faren – men det hele føles naturligt og uundgåeligt. Kameraarbejdet er smukt og fejlfrit, musikken er lettere sentimental, og hele filmen har en forfriskende moden (og umiskendeligt japansk) attitude til døden. For begravelsesprocedurerne har jo egentlig ikke til formål at sende den afdøde af sted til det hinsides – det handler om de pårørende og deres trang til at sige farvel på en ordentlig, smuk måde.
Filmen bliver hjulpet gevaldigt af fire fine skuespillere i hovedrollerne. Masahiro Motoki er bundsympatisk som vor hovedperson, og kønne Ryoko Hirosue er ikke til at stå for som hans kærlige og eftergivende (men alligevel ikke så eftergivende) kone. Yamazaki Tsutomu spiller Daigos chef og læremester i bedemandsprofessionen, og han gør det med stor, men afdæmpet charme og humor. Og så er der Yo Kimiko som sekretæren i bedemandsforretningen, en stille, sympatisk kvinde med en trist hemmelighed.
Departures er en afslappet, varm og klog film til en stille og rolig aften, og man må i hvert fald ikke misse den, hvis man er specielt til japansk film. Det er en simpel historie fortalt med et anstrøg af humor, smukke billeder og lige præcis nok sentimentalitet til at være fundamentalt rørende, uden at det kammer over. Hele filmen er ligeså blid og elegant som de begravelsesprocedurer, den skildrer, og minder næsten om de bedste værker af en japansk mesterinstruktør som Ozu. Man kan kun sige bravo.
