Nogle gange går det bare ikke som man havde regnet med. Ryden Malby har ellers den perfekte plan for sit liv; Vær den søde pige og få gode karakterer. Færdig med college forventer hun derfor at kunne gå direkte ind og få sit drømmejob. Sådan går det imidlertid ikke, og hun er pludselig tvunget til at flytte hjem til sin skøre familie.
Det er altså ikke fordi Det Perfekte Liv opfinder den dybe tallerken – eller genopfinder den for den sags skyld. Det klassiske tema om (kærligheds)liv versus karriere og pigen der må gennemgå en livsforandrende proces og sidenhen vælge, er ældre end ... ja, noget meget gammelt.
Derfor skal man lægge sig lidt ekstra i selen når man takler en så ordinær fortælling for at gøre den vedkommende og seværdig.
Det perfekte liv har nogle fine elementer især på det komiske plan, hvor det af og til kommer op at svinge, men generelt er det tandløst. Filmen er nemlig det der er langt værre end at være slet og ret dårlig; den er ganske enkelt ligegyldig. Den efterlader ikke så meget som et flueaftryk i hukommelsen, men forsvinder i stedet ud i intet med et puf, når rulleteksterne er ovre.
Filmen er instrueret af Vicky Jenson, der ellers har beskæftiget sig med tegnefilm, både som tegner og instruktør, og desværre kan man ikke kalde det en lovende debut.
Ellers finder vi Alexis Bledel i hovedrollen, som mange vil kende fra Gilmore Girls. Jane Lynch og Michael Keaton er at finde i biroller.
Med et ellers udmærket cast, er det ærgeligt at filmen ikke er blevet bedre end den er.
Der er en del ekstramateriale på filmen, blandt andet en musikvideo og behandling af filmens temaer.
SF/Fox