Skriv en kommentar
’Det regner altid i Provence’ er en film, hvor der ikke sker en skid, og dét har man egentlig ikke så meget imod. Personerne er alle interessante og velspillede af nogle af fransk films fineste skuespillere, ikke mindst ægteparret Agnès Jaoui og Jean-Pierre Bacri. Jaoui er også filmens instruktør og har som sædvanlig skrevet manuskript med Bacri; de to har tidligere frembragt succeser som ’Se på mig’ og ’De andres smag’. I denne film fokuserer den anerkendte duo på små konflikter og små kærlighedshistorier i en løst sammenslynget gruppe af kolleger, venner og familie.
Agnès Jaoui spiller den feministiske politiker Agathe Villanova, der er gået med til at medvirke i en dokumentarfilm om stærke kvinder, som den lettere inkompetente Michel (Jean-Pierre Bacri) og Karim (Jamel Debbouze) prøver at stable på benene. De filmer deres interviews med Agathe ved hendes barndomshjem i Provence, hvor hun besøger sin søster Florence (Pascale Arbillot) for at rydde huset, efter deres mor er død.
Florence er gift, men vil måske forlade sin mand for Michel, som hun har en affære med. Samtidig vil Agathes kæreste måske slå op med hende, fordi han føler, hun sætter sin karriere højere end ham. Og Karim, der er gift, er måske ved at indlede et forhold til en kollega i hotelreceptionen, hvor han arbejder. Der er mange ”måske”er i filmens historie, for det er der også i det virkelige liv – tingene udvikler sig langsomt, og måske vil de i sidste ende slet ikke ændre sig.
Der er en scene, hvor de to personer spillet af Jaoui og Bacri deler en joint og giver sig til at snakke beundrende om en myre på jorden, der bærer på en kvist. Scenen er som et billede på, hvad Jaoui og Bacri er interesserede i – de bittesmå historier og det helt almindelige, men alligevel bemærkelsesværdige, der er omkring os hele tiden. Filmens humor er af den underspillede slags, hvor man trækker på smilebåndet af den slags ulykker, fejl og akavede samtaler, man selv kunne komme ud for i virkeligheden (hvor man ikke ville finde det særlig sjovt.)
Agnès Jaoui er fremragende i sin stærke rolle, og Jean-Pierre Bacri er også solid. Den charmerende Jamel Debbouze er også værd at lægge mærke til; vi kender ham fra ’Amélie’, Asterix og Obelix-filmene samt Luc Bessons varme, undervurderede ’Angel-A’. Gennem den velskrevne dialog mellem de intelligente middelklasse-personer kommer vi (skævt) ind på alle tænkelige emner, fra familierelationer og kærlighed til racisme og EU's landbrugsstøtte.
’Det regner altid i Provence’ er ikke en film, der bevæger sig målrettet fremad, men snarere en film, der dvæler ved nuancerne og detaljerne i helt almindelige liv. Det er en dramakomedie med minimalt drama og en fin, underspillet humor. Derfor er den vellykket i dét omfang, en god film i dét omfang, men ikke en film, der vil nå et særlig stort publikum. Jeg ville næsten hellere have set den i fjernsynet en søndag eftermiddag end på det store lærred.
