Löded Diper. Frit oversat til Fÿldt Ble. Ja, det er navnet på Rodricks band. Rodrick er den tarvelige storebror til vores dagbogsskrivende Wimpy Kid, Greg, som dukkede op i bogform 1. april 2007. Ja, helt uden at være en aprilsnar… For en lille måned siden dukkede bog nummer 17(!) op, hvilket fortæller alt om Wimpy Kids succes. Det er desuden også blevet til en musical, 4 real-film og så Disneys vingummi-udgave fra sidste år, som nu altså får en opfølger. Faktisk er det forfatteren Jeff Kinneys ambition, at Disney skal tage for sig af retterne, så alle bøgerne bliver omsat til film.
Nå, tilbage til det, som det skal handle om. Löded Diper er nemlig en indikator for Gregs og Rodricks brødreforhold. Rodrick er den store teenager, som kun går op i at være trommeslager og så ellers hundse rundt med sin lille lillebror. Da forældrene tager på tur, så skal brødrene være alene hjemme. Så skal der arrangeres fest for Rodricks venner uden forældrenes kendskab til dette. Det ender naturligvis med, at Rodrick lokker Greg til at hjælpe med klargøringen, siden låser Greg og hans bedste ven Rowley inde nede i kælderen, og dage efter lokker Greg til at hjælpe med at rydde op. Snedigt trick af storebroren.
Snydt bliver Greg også, da brødrene skal på et tvunget ophold hos deres bedstefar på et ældrecenter. Her er det også Greg, som kommer i fedtefadet, mens Rodrick undgår at komme i miskredit. Den kloge narrer den mindre kloge. Men nu er det nok. Greg må have fløjlshandskerne af. Han har jo trods alt lært af den bedste, men lige da Greg tror, at han har vendt tingene til egen fordel, så opdager han samtidig, at han nærmest har udløst en regulær krig. Hævn på hævn på hævn… Hvem der trækker sig sejrrigt ud af opgøret, må du selv finde ud af.
Diary Of A Wimpy Kid-realfilmene gik sin sejrsgang i sin tid, men det har slet ikke været nogen dum idé at lave en animationsfranchise også. Det falder helt i tråd med tegnestilen, som man kender den fra bøgerne. Det giver også nogle andre muligheder for at perspektivere, overdrive og iscenesætte de skøre hændelser, som er en magnet på Greg Heffleys tilværelse. Jeg bifalder idéen om at lade Disney fortsætte, hvis man kan holde dette niveau og læser grundigt op på tingene inden, så det forbliver et genkendeligt univers. Kvitteringen lyder på 4 fine stjerner.