Skriv en kommentar
Tre pigers skæbne falder sammen på en kræftafdeling. De kommer fra vidt forskellig baggrund og har hver deres historie, men pigerne finder trøst og forløsning i hinandens venskab.
Pigernes problemstillinger præsenteres i en række flashbacks. Det kan til tider virke lidt trægt at få hvert klip præsenteret med tidsangivelser, men det har altid været en filmisk udfordring at springe i handlingen.
Sara er svømmer. Hun har så langt tilbage hun kan huske trænet til et snart kommende mesterskab. Farmand har trænertrøjen på og det er ikke altid lige let at sige nej. Men hvad gør man, når man er ung og forelsket og får lyst til så meget andet end at svømme?
Mette er ældste datter i en familie på fem. Forældrene er religiøse og Mette har aldrig haft en kæreste. Hun elsker sin familie og vil ikke skuffe dem, men er også nysgerrig omkring verdenen udenfor. Men kan man gå på oplevelse uden at skuffe sine forældre?
Stephanie elsker sin kæreste Oliver. Men da hun får at vide hun er syg, træffer hun et valg. Det bedste vil være at få Oliver til at ikke-elske hende. Det vil spare ham for smerten. Men kan man skåne sine elskede ved at føre dem bag lyset?
De tre pigers historier udspiller sig over forskellige tidsmæssige perioder, men rammer sammen på Stue A2 op til nytårs aften.
I rollerne som Mette, Sara og Stephanie spiller Neel Rønholt, Laura Christensen og Julie R. Ølgaard op mod hinanden. Det er tydeligt at se at de har talentet på plads, men vigtigere endnu at de, muligvis gennem deres samarbejde i deres teatergruppe N.I.P.S., har opbygget en føling på hinanden der gør at deres interne timing spiller perfekt.
På trods af de ind i mellem meget lange og måske lidt søgte close-ups af enkeltpersonernes sammenbrud, formår de nemlig som gruppe at røre os.
Ingen tvivl om at Christian E. Christiansen også har haft en finger med i spillet. Både som samarbejdspartner for de tre pigers teaterprojekter, men også med arbejdet med pigerne i forgængeren, den oskarnominerede kortfilm Om Natten (2007). Han formår at binde kortfilmens fortælling og de medfølgende flashbacks sammen til en helstøbt historie.
Filmen appelerer til et bredt publikum da den stiller nogle meget eksistentielle spørgsmål, men formår at gøre det fra en både ung og absolut vedkommende vinkel.
For kan man sige fra til folk man elsker, uden at miste dem? Hvor langt rækker kærligheden når problemer kommer imellem? Hvordan vil det gøre mindst ondt at miste?
Som filmens undertitel “kærligheden overvinder ikke alt” antyder, bliver publikum bliver efterladt med en klump i halsen, men også en mulighed for at besvare spørgsmålene på egne vegne.
Der er nemlig masser af spørgsmål, men ingen definitive svar. Hverken for figurerne som enkeltpersoner eller publikum. Men der findes et svar. Og vi mærker det, mens rulleteksterne triller over skærmen. For det er måske i virkeligheden i mellemrummet mellem netop “Dig” og “Mig” at svaret ligger.
