Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
’Diktatoren’ er det seneste skud på stammen fra den altid provokerende komiker Sacha Baron Cohen. Han har generelt en tendens til at lægge sig ud med flere nationer eller befolkningsgrupper, når han spydigt gør grin med følelsesbetonede emner.
Under årets Oscarfest gjorde Cohen sig upopulær i Hollywoods øjne, da han i sit fulde kostume fra filmen, trådte op på den røde løber og hældte asken fra en urne ud over tv-værten. En aske der angiveligt var resterne af Nordkoreas nyligt afdøde leder Kim Jong-il. ’Diktatoren’ starter netop med et billede af den såkaldte kære leder af Nordkorea, som filmen på provokerende facon er dedikeret til, og blot understreger galgehumoren, som gennemsyrer ’Diktatoren’.
I det fiktive land Wadiya reagerer general Aladeen uden nåde. Folk bliver henrettet for mindste forseelse, kvinder er brugsobjekter, og fremskaffelsen af atomvåben er naturligvis øverst på landets dagsorden.
Aladeens onkel Tamir (Ben Kingsley) har dog helt andre planer for landet. Under et besøg til FNs hovedkvarter, bliver Aladeen kidnappet og udskiftet med en hjernedød dobbeltgænger, som den snedige onkel foran forsamlingen i FN, har fået til at læse en tale højt, der sigter på at forvandle Wadiya til et blomstrende demokrati.
Onkelen har selvfølgelig en studehandel oppe i ærmet, der kun handler om penge og grådighed i form af, at han vil sælge landets store olieproduktion til rige amerikanere og kinesere.
Aladeen undslipper sin kidnapper, der i en meget kort rolle spilles af John C. Reilly, og møder den feministiske og politisk korrekte Zoey (Anna Faris), der blindt hjælper den afsatte diktator, hun forveksler med en politisk flygtning. Zoeys firma skal levere mad til det historiske øjeblik, hvor den falske diktator skal underskrive aftalen om overdragelsen af magten til folket. Aladeen ser her sit snit til at gribe ind og forhindre sit diktatur forsvinde op i den blå luft, men inden filmen kommer så langt, skal vi naturligvis opleve den chauvinistiske diktator på slap linje i det amerikanske samfund.
Vi får de typiske scener om kultursammenstød, der byder på flere morsomme momenter og replikker, som fx da han til stor begejstring misforstår at et center for voldtægt ikke skal forstås i ordenes bogstaveligste forstand. Eller da han til en gravid venlig spørger ind til, om parret forventer en dreng eller en abort. Det er humor i den grove ende, men som flere overskrifter i tidens løb fra diktatoriske samfund har vist, måske ikke er helt uden hold i virkeligheden.
Til tider kammer det absurde dog over til at være decideret plat, som da Aladeen bistår en fødsel med Zoey, og begge fletter fingre, mens de har hænderne oppe i den fødende kvinde, og vi ser romancen fra det ufødte barns vinkel. Gustent og uoverflødig, for når humoren er spidsfindig og satirisk er det faktisk rigtig sjovt.
I slutningen får vi selvfølgelig også et moralsk vink med en vognstang, hvor de fleste amerikanske patrioter nok har fået popcornene galt i halsen. En afslutning der samtidig er en hilsen til Chaplins berømte parodi på Hitler i klassikeren ’Diktatoren’ fra 1940. Som med Chaplin – uden øvrig sammenligning – har Cohen og sin faste instruktør Larry Charles noget på hjerte. Her en parodi på den globale hakkeorden, hvor forskellene mellem Østens voldsregimer og Vestens postulerede demokratier er mere indbildte end adskilte. En parodi på knap 80 minutter, hvor komikken ofte tangerer under bæltestedet, men hvor de samfundskritiske og provokerende jokes går ind som et rent hug i lattermusklerne.
Ekstra materialet byder på en håndfuld slettet scener, en musikvideo og en interview. Ikke specielt ophidsende eller synderlig relevant. (2. Stjerner)
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S
