Skriv en kommentar
Jens Christian Poulsen (Peter Gantzler) er dommer, med en fremragende juridisk karriere bag sig, og alle forventer at han får en eftertraktet slutstilling som højesteretsdommer! Hans vej har været som en komets, men det har krævet en kontrollerende og velpudset facade. Men bag det velordnede har han en hemmelig affære med en kollega fra flygtningenævnet Margrethe (Nastja Arcel), hvilket ikke ville gavne hans karriere hvis pressen fik nys om det! En asylansøger Sergo Bliadze (Adrian Arsinevici) er en forfulgt systemkritiker og forfulgt i sit hjemland, men må afvises af Jens Christian, da pålidelige kilder hævder at Sergo er skyldig i mord på uskyldige! Men under forhøret og domsafsigelsen, sætter Sergo ild på sig selv, og havner derefter på intensiv. Sagen blusser hurtigt op, og bliver politisk betændt. Integrationsministeren (Sarah Boberg) truer med at afsætte Jens Christian fra sin bestilling og derved fornægte ham den eftertragtede stilling som højesteretsdommer. Mentoren, og Jens Christians overornede, Erik trækker sig lidt væk fra ham, da det hele er ved at tage flere med i faldet. Journalisterne er på nakken af dommeren. Midt i det hele, møder Jens Christian sin 20 år gamle søn Anders (Micky Skeel Hansen), der har efter aftale med moderen, aldrig har set sin far, og hvis kæreste er omkommet pågrund af en alt for tidlig blodprop. Anders er fortvivlet og søger konfrontationen med den ufølsomme og overfladiske far Jens Christian. Det hele er ved at ramle sig for dommeren, der ikke kan magte at få sit pæne liv sat ude af system!
En interessant historie med mange aspekter. Gert Fredholm har slået til igen, sidst var det med den fremragende ”Klappe Med En Hånd”, og her genbruger han Gantzler, der denne gang er mere kasmatisk, autoritær og kontrollerende. Der er mange gode øjeblikke i filmen, der efter en lettere besværet start for godt glid i filmspolerne, og hæver filmens niveau. Arcel og Gantzler bærer filmen, godt hjulpet af blandt andet Benjamin Boe Rasmussen (der spiller Jens Christians bror). Det interessante perspektiv er det evigt aktuelle menneskesyn, om det at være et glat ansigt med magt kontra det at kunne udfolde sine følelser, og historiens vej til udfrielsen. Fredholm har været mange år på banen, debuterede med Scherfigs ”Den Forsvundne Fuldmægtig” fra 1971, og har et lille bagkatalog bag sig. Med denne film har han igen vidst sit virke som en interessant historieskriver på det store lærred. Et følsom drama, med finurlige replikker!
