Skriv en kommentar
Skotske Neil Marshall, der kastede sig ind i horrorfolkets bevidsthed med den originale, voldsomme og morsomme varulvefilm ”Dog Soldiers” tilbage i 2002, får sin danske biograf-debut med sin helt egen hyldest til start-firsernes futuristiske actionfilm. Ligesom Quentin Tarantinos samlede værk, så er ”Doomsday” en perlerække af referencer og anerkendende nik med hatten. Men i stedet for at tage hele plotpunkter, dialog-stumper og visuelle ideer fra sine forbilleder, så arbejder Marshall på en lidt mere underfundig måde end sit amerikanske modstykke.
De kærlige referencer er pakket ind i en selvstændig, ny historie og Marshalls karakterer er helt hans egne. Mere end en moderne film med dele snuppet fra actionfilmens guldalder, så er her tale om et forsøg på at lave en moderne actionfilm på samme måde som man gjorde dengang. Det vil sige cheesy replikker, overdrevne skurke, en forkærlighed for blodige sammenstød, tortur og rustninger af enhver art, og det indebærer et mere eller mindre komplet fraværd af moderne, computergenererede effekter. De mange biljagter og stunts er ægte, de afrevne lemmer er lavet af plastiske stoffer og skuespillerne udfører selv de fleste, fysisk krævende stunts.
Det er den klassiske historie om overlevelse i en post-apokalyptisk verden, der vanen tro er beboet af kannibalistiske punkere, ondskabsfulde magthavere og enkelte gode mennesker gemt i huler. Men i modsætning til de vigtigste referencepunkter, ”Mad Max”, ”Escape From New York” og den animerede ”Fist Of The North Star”, så er den golde, metalliske vildmark kun et afgrænset område i ”Doomsday” - navnlig Skotland. Hele landet er blevet spærret inde bag en gigantisk mur efter et voldsomt udbrud af den såkaldte reaper-virus, der vel bedst kan betegnes som ebolas ondskabsfulde onkel. I afmagt lukkede den britiske regering hele området af og i tredive år har man troet at virusset var blevet fanget i opløbet. Da nye smittede dukker op i det centrale London sender regeringen et hold af elite-soldater, ledet af Major Eden Sinclair, ind i det lukkede land på jagt efter en kur.
Marshall rammer stemningen fra klassikerne rimelig nøjagtigt og særligt da det lille hold fremtids-soldater kommer ind bag murene begynder det at blive festligt. For det er bestemt ikke alle der er døde. Nøjagtig som i ”Dog Soldiers” blandes horror- og sort komedie, men denne gang er der også en ordentlig sjat sci-fi inde over. Det er voldsomt, blodigt og grovkornet, men det er gjort med et velplaceret glimt i øjet og en god sans for kitschede kostumer og rekvisitter. Her er pansrede tanks, tatoverede muskelmænd med hanekamme på motorcykler, pigge, eksplosioner, nitter, kannibaler og sexede kvinder og det hele er kogt sammen til en blanding af lige dele ”Mad Max”, ”The New Barbarians”, ”Salute of The Jugger” og ”Fist of The North Star” med en enøjet, kvindelig pendent til Snake Plisskin i hovedrollen.
Den tidligere model Rhona Mitra, der lægger arm med sin første hovedrolle, formår fint at bære rollen som hårdstslående motherfucker og hun leverer de platte linjer lige så glimrende som resten af holdet. Marshalls forkærlighed for handlekraftige kvinder, der tydeligt kom til udtryk i hans indtil videre bedste film, ”The Descent”, er rendyrket i så ekstrem grad at Rhona Mitra på alle leder og kanter giver baghjul til opkomlinge som Uma Thurman og Milla Jovovich. Hun er sej på den fede måde, ser reelt ud som om at hendes liv ikke har nogen værdi for hende og sparker røv med en sådan overbevisning at man efterfølgende virkelig håber på en fortsættelse.
Om en sådan kommer er dog uvist, til trods for at der da bliver lagt op til det. For selvom han har haft ideer nok til to film, så har Marshall proppet det hele ind i de under to timer vi her får serveret. Og det lange plot er faktisk mit største problem med filmen. Halvvejs inde skiftes der kurs fuldstændig, da vore hovedpersoner undslipper de Mad Max-inspirerede storby-mohikanere og finder vej til det skotske højland. Her møder de Malcolm McDowell, der tydeligvis hygger sig som selvgestaltet konge på en renoveret middelalderborg, men det komplet nye scenarie med riddere, gladiator-turneringer og fangekældre er i mine øjne mere end hvad filmen kan bære. Nogle scener virker forhastede og skiftet en tand malplaceret. Personligt ville jeg have foretrukket hvis hele denne historie var blevet holdt tilbage og lavet som en seperat fortsættelse, så vi kunne få flere af de urbane sammenstød og hyper-energiske biljagter fra første halvdel. Som det står nu er der simpelthen mere plot og flere locations end hvad der klæder filmen og det er en skam.
Det sagt, så skal det igen slås fast at Marshall rammer plet på de fleste andre punkter. Stemningen, der er det sværeste at ramme i en genrefilm som denne, er næsten perfekt, humoren er velovervejet og underfundig, referencerne mange og ofte godt forklædte og de voldsomme kampe er vellavede og super underholdende. ”Doomsday” er glimrende, flimrende underholdning der helt sikkert vil underholde det unge publikum, men som først og fremmest er myntet på generationen der har rundet 30. Er du vokset op Mad Max, Snake Plisskin og kompagni, så vil scenarierne, replikkerne, kostumerne og stemningen være et længe ventet og meget velkomment gensyn med dengang en actionfilm var et stykke politisk ukorrekt sammensurium af vold, eksplosioner, umotiveret nøgenhed og kække replikker. Dengang actionfilm var underholdende.
